Italien - tirsdag den 26. februar 2019

Ren afslapning i Ali Terme

Forrige dag Oversigt Næste dag

Natten blev en kende mere urolig, end jeg havde forventet. Der var ikke meget støj fra gaden bag os og bølgerne slog fortsat ind mod kysten. Det var nok mere fordi kroppen synes, at vi havde sovet længe nok, når vi gik tidligt i seng. Marie havde haft svært ved at falde i søvn og hun lå og læste til efter midnat, hvor hun overvejede at stå op igen.

Vi trænger nok bare til at få lidt mere gang i kroppen…

Næste morgen stod jeg tidligt op, for at se solopgangen. Jeg kunne dog hurtigt se, at det ville blive en kedelig omgang. Der var ikke en sky på himlen og solen poppede bare op fra det sydligste af fastlandet over for os.

Marie sov lidt længe og jeg læste i min bog, indtil chefen dekrerede, at der skulle tændes for det varme vand, så vi kunne få et bad. En halv time senere var jeg igennem badet og på vej til bageren, for at hente morgenbrød. Solen bagte allerede så meget udenfor, at temperaturen var højere udenfor end i camperen.

Afslapning i Ali Terme
Afslapning i Ali Terme
Ali Terme

Jeg gik ind til bageren foran en lokal kvinde og ekspedienten (den samme, som vi havde mødt i går) havde mere travlt med at snakke med kvinden, så hun næsten ikke havde tid til at klare min bestilling på et brød. Vi har for vane at købe for store brød til morgenmad med det resultat, at vi skal spise gammelt brød i et par dage - og det er deres brød ikke så godt til. Så i dag bestilte jeg et brød, som jeg vurderede passede. Det viste sig dog at være et lille brød. Men pyt, så havde vi lidt rester fra i går…

Vi havde aftalt, at vi ville videre til Taormina i dag. Men jeg havde tænkt lidt på, om vi skulle nappe en dag mere på pladsen ved vandet her i Ali Terme. Marie var ved at skænke os en morgenbitter og gjorde klar til, at hun skulle have en halv, så hun var i stand til at køre. Lige inden hun skænkede til sig selv, sagde jeg, at vi skulle træffe en vigtig beslutning. Blive her eller køre videre? Hendes svar kom prompte, idet hun fyldte sit eget glas helt op. Det var da en god ide, at bruge en dag mere her ved stranden, som var en rigtig dejlig plet.

Så var det besluttet!

Vi slappede helt af i løbet af dagen. Jeg var en kort tur nede på stranden mens Marie ryddede lidt op i et par køkkenskuffer. Frokosten bestod af en forvokset dåse med nogle store makreller, som smagte som stegte sild. Så var der basis for en snaps også.

Stranden i Ali Terme

Resten af dagen blev brugt på at læse i hver vores bog (og for mit vedkommende holde siesta). Det var rigtig afslapning og rigtig ferie!

Aftensmaden stod Marie for. Først serverede hun nogle smørstegte brød med tomater, løg og ost til. Uhmmm. Hovedretten var en gang blandet landhandel med de rester, der var i køleskabet, deriblandt kylling skåret i små stykker. Det smagte også superfint. Verden behøver ikke være så avanceret.

Marie kokkerer

Vi sad blot og kiggede ud af bilens forrude på bølgerne - og nød, at vi kunne tillade os at tage endnu en dag helt ud af kalenderen og lave absolut ingenting. Det er sjældent, at man kan tillade sig det ret mange gange, når man er på ferie.


Forrige dag Oversigt Næste dag