Italien - lørdag den 2. marts 2019

Fra Francavilla di Sicilia til Santa Tecia (forstad til Acireale)

Forrige dag Oversigt Næste dag

Som den norske vejrtjeneste havde spået, vågnede vi op til regn og torden. Så var det godt, at vi ikke havde nogle faste planer i dag og kunne kravle længere ned under dynen. Det er utroligt, vi har ingen problemer med at ligge i sengen i næsten 12 timer. Jeg kunne lukke op for gardinerne, så jeg kunne ligge og kigge på bjergene, hvor regnen kom fra. Så kunne jeg se, hvornår det ville regne. Og der kom et par store skyller undervejs og lidt op ad dagen dukkede der også nogle gevaldige kastevinde op fra bjergene, så vi vuggede godt i camperen. Sådan en kraftig vind er også hurtig til at suge evt. varme ud af bilen. Det trækker vildt, når det blæser kraftigt.

Men vi fik os da møvet op og Marie satte noget kaffevand over. Snart havde vi en varm kop kaffe og lidt yughurt. Et tæppe og en dyne - så kunne det dårlige vejr bare komme an - og gå igen. Og det skete…

Omkring frokost klarede det op og vi monterede os et par vandrestøvler og lidt tøj - og begav os ud på en gåtur til parken Gume deli’Alcantara. Vi gik bag om byen Francavilla di Sicilia og langs en flod, der havde farve som brunt mudder. Langs floden var der et værre svineri. Det så ud til, at man brugte det brede floddelta til losseplads. Det var selvfølgelig smart, for vandet ville føre lortet væk. Men det var ikke noget kønt syn. Parken Gume deli’Alcantara var som en mindre glamourøs udgave af den park, vi besøgte i går - og betalte 6 euro, for at besøge. Gume deli’Alcantara var måske ikke helt så flot, men det var en fin gåtur og her var både masser af kaktusser, citron- og appelsintræer og sågar en borgruin på en bakketop. Og så havde vi hele området for os selv.

Francavilla di Sicilia
Parken Gume deli’Alcantara
Parken Gume deli’Alcantara
Parken Gume deli’Alcantara
Parken Gume deli’Alcantara
Parken Gume deli’Alcantara
Francavilla di Sicilia

For enden af turen i parken, var vi tilbage i byen - men i modsatte ende af, hvor vi holdt parkeret. Så vi gik gennem endnu en forholdsvis trøstesløs by. Masser af gråt beton etagebyggeri. Hvis man kiggede ind i butikkerne, afslørede de imidlertid et sandt slaraffenland af varer. F.eks. slagteren, der havde masser af pølser og andet spændende kød og ost.

Tilbage ved camperen besluttede vi at fortsætte turen ned mod Acireale, hvor vi gerne skulle til karneval. Vi ville ikke køre direkte til byen, for der var sikkert kaos. I første omgang kørte vi efter en parkeringsplads i udkanten af byen. Og målet med turen var at undgå motorvejen, så vi kom ud på en række snirklede veje omkring Etna. Tættest på vulkanen var der masser af vinmarker og vi spejdede efter en vinbonde, der ville servere lidt vin. Vi fandt kun et enkelt sted men nåede ikke at dreje ind.

Efter en god times kørsel, nåede vi frem til vores bestemmelsessted. En stor parkeringsplads i byen Santa Tecia. Herfra havde vi en fin udsigt til Etna og vi brugte masser af de tilbageværende lyse timer, til at studere skyformationerne omkring Etna.

Aftensmaden blev biksemad og resterne af vores bøffer fra i går. Mens vi vaskede op, forsvandt det sidste lys over Etna. Så ville vi gerne have en lille smule lava, til at lyse himlen op. Uden det skulle gå ud over nogen forstås…

I stedet for kunne vi høre lidt højt musik og så vidt vi kunne vurdere, kunne det kun være fra karnevallet i Acireale, som vi først vil besøge i morgen.

En typisk fyldt parkeringsplads fundet på Google Maps

Forrige dag Oversigt Næste dag