Italien - torsdag den 7. marts 2019

Siracusa

Forrige dag Oversigt Næste dag

Vejrguderne havde lovet overskyet vejr men solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Dejligt. Udenfor var duggen faldet, så vores bord og stole var lige klamme nok til morgenmad. Vejret var ellers dejligt til det. Vi nøjedes med en kop kaffe og en bitter derude og så pakkede vi rygsækken og vandrede ind mod Siracusa. Kortet sagde, at der var omkring 2,5 km., så det var ikke nødvendigt at få en taxa eller en tuctuc derind.

Camperpladsen i Siracusa

Først gik vi op til den store runde kirke Santuano della Madonna delle Lacrime. Det er et kæmpe bygningsværk, der kan ses overalt i Siracusa. Kirken er forbavsende mørk indeni, men Marie mente, at det nok havde med de varme temperaturer om sommeren at gøre. Der var en flok, der var i gang med at bede/messe og det gav en vældig klang. Akustikken havde man vist glemt at tage højde for i kirken.

Kirken Santuano della Madonna delle Lacrime
Santuano della Madonna delle Lacrime
Santuano della Madonna delle Lacrime

Alle vores stjerner lå på øen Ortigia, der er forbundet med resten af Siracusa via 2 broer. Vi gik fluks ombord i vores stjerner og i første omgang var der et marked, der skulle inspiceres. Hatte, tøj, solbriller, grøntsager og fisk var hovedingredienserne her. Sælgerne råbte og skreg efter de handlende. En sælger ville absolut prakke os nogle pistacienødder på. De var allerede pillede. Men de var også forholdsvis dyre, så det blev nejtak - på trods af ihærdige forsøg. Til gengæld kunne jeg lokkes til at købe 1 kilo tørrede tomater. De smagte faktisk fint. Så må vi håbe, at de kan holde, til vi kommer hjem igen :)

Siracusa

Ortigias hovedgade fører op til Piazza Duomo (ja, en plads med det navn har enhver by i Italien, med respekt for sig selv. Det svarer vel til Rådhuspladsen). Ortigias udgave har form som en tragt med flotte bygninger hele vejen rundt. På den ene side findes bl.a. en stor katedral. Alle bygninger på pladsen er fantastisk flotte og i samme lys gule farve. Pladsen vil sikkert også være et besøg værd om aftenen. I pladsens brede ende var der flere restauranter og vi undersøgte priserne på et glas vin. 5 euro var lige i overkanten, synes vi - når vi kan købe en liter vin i god kvalitet til 1 euro…

Siracusa
Siracusa
Siracusa

Så vi fortsatte forbi pladsen og nåede frem til en anden plads, hvor der var en restaurant, der havde “craft beer”. Det var noget af en sjældenhed her. Vi studerede de 3 forskellige ølflasker, der var udstillet. De så spændende ud. Den ene var en stout. Det var dog lige tidligt nok at spise frokost og drikke øl, så vi lovede at komme tilbage senere. Så fortsatte vi turen. En af vores stjerner var faktisk en café Minerva, hvor vi satsede på at låne et toilet og nyde et glas hvidvin. Vi fandt frem til caféen, men den så temmelig lukket ud. Så valgte vi naborestauranten. Her var prisen dog igen 5 euro for et glas hvidvin, men vi kunne få et fint bord med hvid dug i solen ved siden af katedralen. Det tog vi med.

Solen bagte fra en skyfri himmel og vi fandt vores sommerhatte frem. Det var dejligt at sidde i fred og ro og nyde et glas koldt vin. De lysgule bygninger omkring os kastede et gevaldigt skær fra sig, så vi savnede vores solbriller.

Siracusa

Efter den tiltrængte pause, søgte vi ud af de smalle gyder på Ortigia til øens østlige kyst. Omkring markedet og Piazza Duomo kunne vi fornemme, at der var turister. Vi var sågar stødt på en flok danskere på markedet. Men her i gyderne var der kun lokale beboere. Her var fortsat pænt og rent, hvilket faktisk kendetegnede en stor del af Ortigia.

Siracusa
Oliventræ i Siracusa
Siracusa

Kysten rundt syd om var en fin lille gåtur og efter en lille halv time, var vi atter midt på øen - blot på modsatte side. Vi havde lovet at vende tilbage til tapas restauranten Muciula, for at spise frokost. Som sædvanlig var der ingen gæster, så der var frit valg på alle hylder. Vi bestilte et par specialøl og lidt mad (tapas og en burger med tun). Øllene smagte rigtig godt, men vi kunne ikke helt bestemme os for, om det var fordi vi savnede øl med smag i - eller om de rent faktisk kunne måle sig med gode Danske specialøl. Da bryggeriet lå i et område af Sicilien, som vi allerede var kørt igennem, bestemte vi os for, at vi ikke ville jagte øllet specielt.

Godt øl til frokost
Godt øl til frokost

Betaling med kreditkort har ikke været noget stort problem i Italien og på Sicilien. Men tapas restaurantens terminal virkede åbenbart ikke. Det kan hurtigt gå ud over vores valutabeholdning, hvis vi skal betale med kontanter hver gang.

Efter frokosten gik vi tilbage til vandkanten og fulgte vejene videre tilbage mod broerne ind mod Siciliens fastland igen. Klokken var siesta tid og vi havde efterhånden set det af Siracusa, vi havde lyst til. Så vi traskede hjemad. Rundede lige en ølforretning, som selvfølgelig var lukket her midt på eftermiddagen. Så var det bare hjem til camperpladsen, for at slappe af. Vores australske naboer var kørt igen. I stedet havde vi fået besøg af en ældre tysk camper.

Marie jagter øgler
Afslapning på camperpladsen i Siracusa

Vi nød eftermiddagssolen og slappede af. Aftensmaden bestod af en masse grøntsager og lidt skinke. Vores dunk med hvidvin var blevet en kende uklar, så vi var på et togt, med at få bøtten tømt. Det kan åbenbart ikke holde til at stå ret mange dage. Jeg læste op af dagbogen for Marie og i dag var der ingen slinger i valsen (så vidt jeg kunne se, var hun vågen under hele seancen).

For en gang skyld blev klokken efter 22, før vi tørnede ind.


Forrige dag Oversigt Næste dag