Italien - fredag den 8. marts 2019

Fra Siracusa til Noto

Der tegnede sig en tur ind over Siciliens sydøstlige del. Kysten skulle ifølge guidebøgerne ikke være synderlig interessant, så vi skråede ind over og ville besøge byerne Noto, Modica og Ragusa. Det sydøstlige område af Sicilien er i høj grad landbrugsområde. Her dyrkes meget korn, har vi læst men især omkring de 2 sidstnævnte byer skulle der også være en del vinområder. Vi håber stadig, at vi kan få lov at besøge en vinbonde eller to.

Vi spiste lidt yughurt og pakkede bilen, for at køre til et nærliggende indkøbscenter. Først besøgte vi et kæmpe indkøbscenter, hvor man kunne købe alt mellem himmel og jord, blot ikke supermarkeds varer. Supermarkedet lå lige ved siden af og her fik vi investeret i lidt brød og andre ting, vi manglede. Det handler om at begrænse indkøbene til det absolut nødvendige. Ellers kniber det med at have det i camperen og så skal vi flytte rundt med tingene i et væk.

På parkeringspladsen foran Eurospin supermarkedet var der ikke travlt. Så Marie rettede an med kaffe og frisk brød, før vi fortsatte ud af Siracusa. Det virkede helt mærkeligt, at vi kørte rundt i hektisk trafik inde i byen men så snart vi var kommet ud af byen, var der næsten ingen biler omkring os. Det var meget typisk på dette tidspunkt af dagen - før middag.

Vi fandt ud til E45, for at fortsætte sydpå mod Noto. På strækningen var de ved at gøre klar til, at motorvejen skulle være betalingsvej, men byggeriet af afregningsstederne var ikke færdig - og det så ikke ud til, at de havde særlig travlt med det.

Det varede ikke længe, før vi var i Noto. GPS’en viste os klogt rundt om byen, for at komme ind til en stor parkeringsplads. Her holdt ikke ret mange biler der var fint plads til os.

Jeg plejer at have godt styr på GPS og stedsans, men i dag gik det galt. Vi havde sat kursen mod byens hovedgade Corso Vittorio Emanuele. Marie havde læst, at andre havde svært ved at finde gaden - og det var rigtigt, men i dag var det vist min fejllæsning af GPS’ens skyld. Vi gik ganske simpelt i en forkert retning ud af parkeringspladsen og inden længe så det mere og mere mystisk ud. Marie begyndte at brokke sig og så var jeg nødt til at kigge efter en ekstra gang. Jo, den var helt gal. Vi vendte om og gik tilbage. Nu ville GPS’en så have os op i en bydel via kringlede veje og til sidst var vi næsten ved at opgive ævret. Hverken Maries eller min GPS kunne næsten finde ud af, hvor vi var. Men det lykkedes dog til sidst og problemerne skyldes måske, at Noto ligger på en række bakker med forholdsvis dybe områder imellem.

Vi fandt frem til hovedgaden og som guidebøgerne havde nævnt, var der mange bygninger med meget pyntet facader i form af ekstra udsmykning med snoninger, dyr og alt muligt ekstra. Dermed var husene i centrum en del anderledes end i resten af Italien. Årsagen er, at Noto i 1693 blev udsat for det største jordskælv i Italiens historie. Under genopbygningen gav man den hele armen med udsmykningen af bygningerne.

Som mange andre steder i Italien, fylder kirkerne meget. Der er brugt mange penge på at bygge kirker og i dag står mange af dem faktisk tomme eller bliver brugt til andre formål.

Vi vandrede lidt op og ned af gaderne og endte ude ved et stort stadion. Marie var på jagt efter en specialitet for området. Is serveret i et brød. Det lød ikke helt rigtigt for mig. Min mave var begyndt at indstille sig på en frokost med pizza og et glas køligt hvidvin.

Men vi nåede begge dele. Marie fik et stort blødt brød fyldt med pistacieis. Det var en lidt underlig forestilling, men så er det da prøvet. Klokken var 14:30, så det begyndte at knibe med et spisested, men vi fandt dog et sted, hvor vi kunne få pizza. Det var et noget afdæmpet pizzakort, vi blev præsenteret for - kun 3 forskellige. Nå, så kunne jeg vel prøve pizzaen i sin helt rene form med mozarella og tomatsovs. Det smagte OK men vi har vænnet os til, at der skal mere på pizzaen. Hele 3,70 euro måtte vi slippe i bordafgift, for at spise maden på restauranten. Det er vist det højeste, vi har betalt i bordpenge. Nå, men så bestemmer de jo selv, hvor meget/lidt, de skal have i drikkepenge. Heller ikke deres kortterminal virkede. Det er ved at blive en trend. Gud ved, om vi er kommet ned i det “mørke” hjørne af Sicilien, hvor der florerer flere sorte penge?

Det var meget varmt, så vi valgte at gå tilbage til camperen og holde siesta. Vejen hjem tog kun de 800 meter, som GPS’en havde lovet fra morgenstunden. Lige ned for enden af hovedgaden og til højre. Voila! Hvor svært kunne det være?

Camperen kogte i solen men vi kan åbne alle døre og loftslåger, så er camperen hurtigt blæst igennem. Så lukkede vi sidedøren og lod bagdøren stå åben. Det var dejligt - og jeg fik en god lille middagslur i bagenden. Jeg var en kende træt i dag. Det havde vel ikke noget at gøre med, at vi skulle have udryddet noget hvidvin i går?

Ved 17:30 tiden var der atter liv i bilen. Solen var ved at gå ned og dagbogen skulle ajourføres.

Efter aftensmaden gik vi en tur op i byen igen. Vi havde set, at der var mange lamper i fliserne, så måske var bygningerne lyst godt op om aftenen. Vi kiggede os lidt om i midtbyen og kunne konstatere, at der ikke var gjort vildt meget ud af belysningen, så vi dappede hjem til camperen igen og fik en kop kaffe.

Så var det sengetid. De sædvanlige lyde med biler, scootere, hundeglam og sågar også et kloakdæksel, der klaprede, når bilerne kørte over det. Det meste af larmen forstummede dog også som normalt. Kun en enkelt hund fik lov til at gø i løbet af natten. Den boede til gengæld lige ved siden af camperen.