Italien - lørdag den 9. marts 2019

Fra Noto til Ragusa

Forrige dag Oversigt Næste dag

Kl. 7 begyndte min telefon at give lyd fra sig. Lene og Paul var på vej på skiferie i Norge. Forhåbentligt til bedre vejr, for i Danmark var det vist ikke særlig godt. Paul kunne fortælle, at Charlotte Jørgensen havde fået nyt job. Det var en dejlig nyhed at vågne op til.

Vi klarede dagens morgenritual og satte kursen ud af byen Noto. Kursen var sat mod Ragusa, som lå små 40 km. fra Noto. Jeg ville bestemme over GPS’en, hvordan vi skulle ud af byen. Der var ingen grund til, at vi skulle ind gennem centrum. Så vi tog samme vej ud, som vi var kommet ind. Herefter viste skiltene næsten vej. Vi kørte på hovedvej SS115, som også viste sig at være en del af E45. Så var E45 altså ikke motorvej hele tiden. Her på Sicilien kom de cyklende langs E45.

Ved byen Ispicha havde vi mod på lidt eventyr og vi afveg kursen og kørte fra lige før byen og ind på en lille vej SP47. Erfaringerne havde efterhånden lært os, at vi skulle fare med lempe, fordi vi så noget spændende på Google Maps. Men denne gang holdt det stik. Vi kørte ind i en kløft og vejen snoede sig frem og tilbage op gennem kløften. Fantastisk flot tur, der var oversået i løbet af 5-6 minutter.

Turen ind gennem Ispicha afslørede også, at denne by sagtens kunne måle sig med Noto hvad angår flotte bygninger med masser af udsmykning. På den anden side af byen var vi tilbage på SS115 og E45. Her fortsatte vi til Modica, der også skulle være en spændende by at besøge.

Vi kørte ned mod centrum af byen og fandt en parkeringsplads under 1 km. fra centrum.

Straks slog det os, hvordan Modica er bygget på en skrænt. Husene ligger i mange lag og der dukker en mur af huse op tæt på centrum. Hovedgaden Corso Umberto I løber nede i en dal mellem byens dele og til begge sider går det opad i hver sin bydel.

Vi gik en tur i hovedgaden og stilede efter et specielt spisested, der skulle servere alt mellem himmel og jord. Men der var lukket. De havde travlt med at renovere stedet. Næste stjerne på kortet var et sted, hvor der blev lavet chokolade. Det så også meget lukket ud. Det var der heldigvis andre steder i byen, der lavede. Modica har sin helt egen chokolade, hvor man ikke varmer chokolademassen ret meget op, før man tilsætter rørsukker. Effekten herved er, at rørsukkerets konsistens kan fornemmes i chokoladen. Det knaser.

På trods af, at der var mange steder, der solgte chokoladen, må man sige, at de godt vidste, hvad de skulle have for den. Vi købte 2 små plader og de var velbetalt. Så specielt var chokoladen da heller ikke.

Modica
Modica
Modica

Tilbage ved camperen var det tæt på middag og jeg slog et slag ind i en lille takeaway og købte en lille foliebakke med stegte kartofler og lidt pølse/medister. Det faldt i god jord - til under 20 kroner.

Vi havde mod på at køre dagens sidste etape til Ragusa - og det skulle vise sig at blive dagens smukkeste tur - og nok en af de flotteste strækninger, vi har kørt på ferien overhovedet.

Først kørte vi ud af Modica via hovedvejen og op i bjergene. Så rundede vi en pynt og kørte en lang strækning langs en dyb og bred kløft. Solen skinnede igen i dag og vejret var klart. Det var med til at give turen det sidste touch. Det var en smuk strækning. Vi rundede en pynt og bang! Her lå Ragusa og foldede sig ud. Det var så smukt et syn. Marie måtte stoppe et par gange, for at vi kunne få lidt billeder af det smukke skue.

Solen skinnede perfekt på den lang række af huse, borge og kirker, der var bygget i samme gule farve. Byen lå på en lang klippehøj og billedet kunne ikke være mere perfekt af en Italiensk by i bjergene.

Ragusa

Straks som vi kørte ned i byen, var der en lille rund parkeringsplads, beregnet for autocampere. Her holdt 2 campere, som vi vurderede til at være opmagasinerede. Så vi tillod os at parkere på tværs, så vi havde en udsigt over nogle af de nærmeste huse.

Vi tillod os at få en “fyraftensøl” - ja, nu var dagens kørsel jo overstået. Da vi var klar til at gå en tur i Ragusa, kom jeg i tanke om, at min kamera var løbet fuld. Mit reservekort så ikke ud til at virke, så jeg måtte have det store kort tømt. Heldigvis var der god plads på Maries Mac, men det tog lige 20 minutter at tømme det over.

Frokost i camperen

Vi besluttede os for at fokusere på den del af Ragusa, der lå til venstre for vores parkeringsplads. Det er langt den største del af byen, men en stor del er den nye del af Ragusa. Her skulle de fleste butikker være. I første omgang gik vi i gennem en del af den gamle bydel. Det lignede mange af de andre byer, vi har besøgt. Men lige som i Noto og Modica, var mange af husene her også udsmykket ekstra meget - som følge af genopbygningen efter det store jordskælv i 1693.

Ragusa

Den gamle og den nye bydel af Ragusa er forbundet af 3 broer og så snart vi passerede en af disse broer, var husene kedelige grå betonbyggerier. Vi slentrede lidt rundt i den nye bydel, mest for at finde et sted, hvor de ville servere et køligt glas for os. Jeg havde lyst til at få et glas mandelvin, men det så ikke ud til, at de anede, hvad jeg talte om. Så måske er mandelvin et meget lokalt begreb omkring Taormina… I stedet fik vi en kold øl, mens vi planlagde turen tilbage til camperen.

Ragusa er bygget på klippehøje og omgivet af kløfter på alle sider. Vi fik planlagt en tur, så vi kunne nå tilbage til camperen via stier i kløfterne. Så vi drak veltilfredse vores sidste øl og satte planen i værk. Men så let var det ikke, for vi havde ikke lige taget højde for, at Ragusas veje ligger i flere niveauer. Vi kunne ganske simpelt ikke komme ned på den rette vej, hvorfra stierne gik. Så alt planlægningsarbejdet endte med, at vi gik tilbage af nogenlunde samme vej, som vi var kommet ud. Det er let at fare vild i byerne, når der er så stor højdeforskel på de enkelte områder i byen.

Ragusa
Ragusa

Aftensmaden bestod af gordon bleu. Det smagte ganske fint. Jeg følte mig slemt træt i dag, så allerede før kl. 21 lå jeg i sengen. Her kunne jeg “nyde” trafikken, der kørte hele vejen rundt om os det meste af natten. Jeg var ikke nærværende nok til at tage et par propper i ørene…


Forrige dag Oversigt Næste dag