| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Vi havde bagt rugbrød på grillen i aftes og det skulle vi smage til morgenmaden. Det var fint bagt, så det blev et lille festmåltid fra morgenstunden. Vi har stadig rugbrød i fryseren, men det har mistet en del af smagen.
Vi brugte lidt tid på at gøre camperen ren og få pakket nogle af vores indkøb om bag i. Så gik vi en tur til stranden. Marie havde taget badetøj på, men gråvejret og det ikke alt for varme Middelhav indbød ikke til mere end at få gjort benene våde.
Camperen fik tømt og fyldt på alle fronter og vi trillede afsted mod næste stjerne på vores opleveleseskort. Vi fortsatte af motorvej E90 langs kysten og drejede så ind til venstre mod Craco. Landskabet ændrede sig. Fra den flade kyst kørte vi op i bjerge, der så ud til at være af sand. Vi arbejdede os opad og efter sammenlagt en times kørsel, nåede vi til byen Craco. Byen dukkede op som en typisk bjergby, bygget øverst på en skråning og med kirken øverst på bakken. Men byen er helt forladt og det meste ligger i ruiner. Beboerne var så småt ved at forlade byen, da Craco i 1960 blev ramt af et kraftigt jordskælv, der blev byens endeligt. Så i dag fremstår det mere som en turistattraktion.
Vi kørte forbi selve byen og blev ledet ned til en turistinformation, hvor vi kunne købe billetter og få lov til at gå rundt i byens ruiner på en sikker rute. Det kostede 10 euro pr. person. Det synes vi var en lidt høj pris, når vi kunne stå ude på vejen og betragte byen derfra. Så vi vendte skuden og parkerede i stedet på vejen foran byen. Så kunne vi spise frokost dér, mens vi betragtede ruinerne. Byen virkede ikke særlig stor.
Efter frokostpausen satte vi snuden mod Matera og vores næste stjerner. Vi fortsatte gennem et landskab af sandbjerge og dybe kløfter. Efter en times kørsel, var vi i udkanten af Matera. Vi havde besluttet at overnatte i Matera, så GPS’en viste os til en lidt speciel parkeringsplads 1,5 km. fra centrum. Det var et parkeringshus, hvor campere kunne holde på øverste dæk, der var beklædt med et stort halvtag.
Lige uden for parkeringspladsen holdt en shuttlebus og da vi var på vej mod byen, kiggede vi lidt på bussen. Chaufføren lukkede os ind og opkrævede os 3 euro (i alt), for at køre os til hjertet i den historiske bydel af Matera. Så kunne vi spare gåturen.
Jeg har forberedt mig meget på denne rejse hjemmefra og jeg brugte det meste af en aften på Matera alene. Så jeg burde have lidt anelse om, hvad der ventede os. Alligevel stod det slet ikke mål med det syn, vi mødte, da vi nærmede os den historiske del af byen. Vi har set mange byer i Italien, hvor husene fremstod i lag på lag op af klippesiderne, men intet kunne måle sig med Matera. Her var rigtig mange huse og de var næsten ens sandfarvet. Byen var afgrænset af en 400 meter dyb kløft med floden Gravina. Kløften bugter sig rundt om den historiske del af byen og husene ligger lag på lag hele vejen rundt om kløften. Et helt vildt syn. Vores shuttlebus kørte hele vejen langs kløften og kameraet var så chokeret over synet, at det slet ikke ville ud af tasken!
Vi blev sat af ved en katolsk kirke Pietro Caveoso. Vejret var stadig gråt og på en eller anden måde klædte de grå skyer og de sandfarvede huse hinanden godt. Vi gik lidt småforvirrede rundt. Det var så overvældende at se på. Jeg var helt forundret, for der skal efterhånden meget til at ryste os, men det var lykkes i Matera.
Vi kiggede ind i kirken, der var halvvejs skåret ud i sandklipperne. Bag kirken besøgte vi et museum, hvor man kunne se, hvordan folk har boet i Matera før i tiden. Det er en af verdens ældste byer. Omkring 8.000 år gammel. Matera var beboet af huleboere, der bl.a. havde bygget et sindrigt system med vandforsyning fra hule til hule. Helt op til begyndelsen af 1950’erne boede folk i hulerne og det var sådan en hule, vi kunne besøge. Hulen var ikke særlig stor og her var plads til en større familie med husdyr (æsel) i stuen. Æslet hjalp med at holde varmen om vinteren. En italiensk ministerpræsident besøgte Matera i 1953 og han blev så forfærdet over, at folk levede i hulerne, så han erklærede byen for uegnet og forlangte, at den blev rømmet. De ca. 30.000 indbyggere blev tvangsforflyttet og byen stod tom til midt 80’erne, hvor man begyndte at restaurere byen. I dag er det et hit, at bo i hulerne, der selvfølgelig er sat i stand efter alle kunstens regler.
I en anden hule så vi en længere dokumentarfilm om Materas historie og hverdag. Man havde bl.a. fundet et stort vandreservoir under en del af byen. Her blev regnvand opsamlet til de tørre perioder. I det hele taget blev alt genbrugt i byen. Der blev ikke produceret affald. Måske skulle vi kigge lidt nærmere på, hvordan de gjorde det!
Vi trissede en tur rundt i byen. Det fantastiske er at skue ud over byen. Så snart vi bevægede os ind i byen, var det som at være i mange andre italienske byer. Op af trapper, ned af trapper, ind og ud af smalle veje. Vi forsøgte at gå imod byens katedral, der lå øverst i byen. Efter en del klatren på trapper, nåede vi til et torv, hvor vi satte os, for at få et glas hvidvin. Det var sent på eftermiddagen og vi var lidt småsultne. Men stik imod traditionerne, fik vi ikke serveret noget spiseligt til hvidvinen. Det kunne de da ikke være bekendt. Da vi skulle betale, kunne de ikke tage kreditkort. Det var lidt mærkeligt i en by, der i den grad lever af turister. Matera er i øvrigt kåret som europæisk kulturby i 2019. Nå, men det var betalingen, vi kom fra. Jeg gav ham 20 euro og han havde problemer med at give tilbage. Vi skulle betale 12 euro for hvidvinen, så på det punkt havde han da helt styr på, at det var en turistby. Han bad om 2 euro, for at kunne give tilbage, men det problem måtte han altså selv klare, havde jeg besluttet. Så han måtte ud og låne nogle mønter af en af hans venner, der sad udenfor. Mærkeligt firma, der ikke har byttepenge, når de ikke tager kort…
Vi gjorde et kort besøg i den nærliggende katedral. Den var storslået og flot udsmykket. Men hver gang jeg besøger en kirke, hvor der er brugt mange penge på indretningen tænker jeg altid på, hvordan de penge kunne have gjort gavn for de mennesker, der garanteret har været meget fattige, da kirken blev bygget.
Det var begyndt at blive mørkt og vi satte snuden mod camperen. I løbet af 20 minutter var vi “hjemme” og det tog næsten kun en gang pastakogning, så var vi klar til aftensmad. Vi var begge godt sultne og satte et stort stykke kyllingebryst til livs, sammen med pasta og salat. Lækkert!
Da maden og opvasken var overstået, meldte trætheden sig. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke havde sovet supergodt dagen i forvejen. Så kl.godt 21 tørnede jeg ind. Marie var ikke helt klar til det…
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |