| Oversigt | Næste dag |
Marie indledte lørdagen med at tage med Brewpubben’s Venner på bustur til et par bryggerier i Jelling. Vel retur derfra kunne vi tage afsked med pubben og nogle af stamgæsterne. Det er en speciel følelse, at overlade pubben i andres varetægt, men det skete med ro i sindet. Vi er begunstiget af, at have et fantastisk korps af hjælpere.
I Billund Lufthavn fik vi med møje og besvær parkeret camperen på P8 – efter at vi havde været hele parkeringspladsen rundt. Alle steder var der en maks. højde på 2,10 meter. Sikkert fra dengang, da man skulle igennem en overdækket udkørsel med automater. Disse eksisterede ikke længere.
I hallen ventede Lasse. Han og Maja havde været til barnedåb hos Tea og Tobias, så Maja havde sat ham af i lufthavnen på vejen hjem. Vi slap gnidningsløst gennem sikkerhedskontrollen og satte os op, for at vente på Vibe og Jonathan. Maja havde bagt brød til os, så vi ikke skulle gå sultne ombord på flyet. Det smagte dejligt :)
Der var ikke meget kontrol ved Ryanairs skranke. De har ellers ry for at være flittige til at måle folks håndbagage i deres iver efter at hive lidt ekstra kroner ud af kunderne. Men det var der ikke noget af. Vi kunne også snildt have hver vores 2 stk. bagage i flyet.
Selve flyturen var der heller ikke noget specielt ved – ud over, at piloten præsterede en noget hård landing, så mon ikke flyet skulle til en ekstraordinær kontrol, før det lettede igen…
Vel ankommet til Manchester ved 11-tiden, blev vi afhentet af en bil, der skulle bringe os til udlejningsfirmaet, der havde skiftet navn siden bilen var blevet lejet. Ikke særligt betryggende og Lasse pointerede, at han foretrak at leje hos et af de store udlejningsfirmaer.
De unge mennesker gik ind, for at få formalia på plads med udlejningen. Jeg havde kun advaret om, at de gerne ville prakke flere forsikringer på folk. Men det eneste, der vistnok skete var, at vi fik opgraderet vores bil, så der blev bedre plads til os alle 5. Det kunne vi jo ikke klage over.
Lasse satte sig bag rettet og jeg agerede kortlæser. Lasse førte os sikkert ud på vejene og ud af Manchester. Det var heldigvis ikke det værste tidspunkt, at køre på. Med et enkelt stop undervejs, nåede vi til Keswick en times tid efter midnat.
Der ventede en parkeringsplads på os i High Street og Vibe fandt hurtigt en nøgle til vores hus.
Efter en meget kort rundtur i huset, var værelserne fordelt og alle kunne kravle i seng. Vi var trætte og havde et stramt program fra morgenstunden næste dag :)
Vores airbnb lå meget centralt i forhold til byen. Huset var i 4 etager med køkkenet i kælderen, opholdsstuer på første sal og soverum på de to øverste etager. Et rigtig lækkert sted.
Men der var ikke særlig meget tid til at nyde hybelen. Vi skulle nå den første båd fra Keswick til Hawes End med afgang kl. 9:45. Inden da skulle vi have morgenmad, men der var ikke tid til at handle ind, så vi stod klar foran Wetherspoon kl. 8. Her fik vi turens eneste rendyrkede full english breakfast – eller nogen af os gjorde. Der var også nogen, der klarede sig med en mindre morgenmad.
Wetherspoon reklamerede med, at de havde real ale festival med håndpumpet gæsteøl fra en del udenlandske bryggerier. Det lød spændende men festivalen sluttede i dag, så vi var nødt til at kigge forbi senere i dag.
Bådafgangen med titlen ”walker special” var fyldt op. Normalt plejer vi at have den båd for os selv. Det kunne kun tyde på, at der var en del flere turister i Lake District.
Efter ca. 10 minutters sejlads, blev vi sat i land ved Hawes End, der ligger for foden af det ikoniske bjerg Catbells. Vi var så klar til vores første vandretur. Vejret var overskyet og ikke særlig varmt. Men det passede fint til vores første ”opstigning” fra Derwentwater til Catbells.
Catbells er et par ”bakker”, der ligger langs en del af den vestlige side af Derwentwater søen. Med en højde på godt 450 meter er det et fint udgangspunkt for den første tur i Lake District, fordi der skal arbejdes, for at komme op på toppen. Men også fordi belønningen er nogle fantastiske udsigter over Derwentwater, Keswick, bjergmassivet med Skiddaw bag Keswik og Little Valley med bjergene vest for.
Vi knoklede os opad og nåede toppen på den højeste af de 2 toppe på Catbells. Det var hårdt og jeg kunne se, at vi brugte lidt mere tid, end vi havde gjort sidste gang. Alderen begynder nok at trykke. Jonathan og Lasse var nok dem, der havde lettest ved det – men også Vibe så ud til at hygge sig.
På toppen blev vi belønnet med solskin og naturen er nu smukkest, når den ligger badet i sol og blå himmel.
Efter et kort stop på toppen, startede turen ned igen. Ned mod den sydlige del af Derwentwater og videre mod landsbyen Grange. Inden vi nåede dertil, gik vi ind på Borrowdale Gates Hotel og fik en kold øl og nød en fortjent pause. Vi ville også have haft frokost, men det kunne de åbenbart ikke klare.
I Grange købte vi lidt sandwich og fortsatte op mod Castle Craig. Det var meningen, at frokosten skulle indtages på Castle Craig, så de unge mennesker kløede på og var hurtigt oppe på toppen, men Marie orkede ikke turen derop, så hun ville vente for foden. Jeg efterlod min rygsæk hos hende og kravlede opad i et langsomt tempo. Castle Craig trækker virkelig tænder ud. Det er en kæmpe bunke skifersten, man går op på, så man skal lige koncentrere sig, for ikke at træde forkert.
Jeg nåede op til det punkt, hvor udsigten over Borrowdale er, men de unge mennesker var ikke at se. De var fortsat op til det absolut højeste punkt, som vel er 10-15 meter længere op. Det orkede jeg ikke. Jeg var også blevet mør. Så jeg tog et par hurtige billeder og kravlede ned mod Marie igen.
For foden af Castle Craig fik Marie og jeg vores – i øvrigt ganske glimrende – sandwiches, før vi sluttede dagens strabadser af med nedstigningen til Borrowdale og den lille by Rosthwaite. Normalt slutter dagens vandretur af med en pint på en bar i Rosthwaite, men vi var sent på den og vi ville også gerne nå omkring Wetherspoon og deres Real ale festival.
Så vi stilede direkte mod busskuret og efter ca. 10 minutter, dukkede bussen fra Buttermere op. Tilbage mod Keswick og nu var det om at være taktisk. Pigerne blev sendt på indkøb i Booth og vi andre gik direkte mod Wetherspoon, hvor jeg købte en af hver af de 4-5 pints, der var med på Real ale festivalen. Der var meget spændende øl imellem fra bryggerier i bl.a. Schweiz og USA, der jo heller ikke er så traditionsbunden mht. real ale.
Vibe og Marie dukkede hurtigt op. Booth var lukket tidligt. Det var jo søndag i dag.
Alle var lidt mørbankede efter den første tur i The Lakes. Men humøret fejlede ikke noget.
Tilbage til vores airbnb, for at blive frisket lidt op før aftensmaden.
Jeg havde bestilt bord på The George Hotel, fordi jeg antog, at søndag er en travl dag med mange spisende gæster til den traditionelle Sunday roast (lam). Jeg havde glædet mig til at smage det igen, men inden vi fik os båset, havde de åbenbart udsolgt. Øv, men så måtte vi jo prøve noget andet fra deres menukort. En meget ung mand tog imod bestillingen og vi gætter på, at han ikke fik noteret alt ned, for der var lidt rod med serveringen af vores kød. Det var ikke den helt store smagsoplevelse, så en anden gang, så er det nok ikke The George Hotel, vi skal spise på.
Jeg havde ellers haft en plan om, at vi skulle have holdt min 60 års fødselsdag dér…
Efter maden gik vi ned, for at få en pint på pubberne i centrum af Keswick. Vibe og Marie gik med det første sted og efterlod os ved Dog & Gun, hvor jeg glædede mig til at smage Loweswater Gold og Old Peculier. Den første skuffede ikke, men det gjorde den anden. Old Peculier havde alt for meget diacetyl og smagte fælt af en blanding af smør og sød slik. Skuffende, at Theakston Brewery ikke har bedre styr på brygningen.
Vi fik ordnet verdenssituationen over et par pints, indtil vi blev sparket ud ved lukketid.
Så defilerede vi hjem og kravlede i seng efter en første begivenhedsrig dag i The Lakes. Klokken var tæt på midnat.
| Oversigt | Næste dag |