| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Efter en meget stille nat i et for os varmt lokale, vågnede jeg ved 7-tiden. Med møje og besvær trak jeg tiden en time mere, før det var stå op tid. Solen kunne anes under horisonten men vi skulle ikke regne med at se den i løbet af dagen. Efter et dejligt bad, var vi klar til en ordentlig omgang morgenmad. Og vi blev ikke skuffet. En pæn stor buffet med alt hvad der hører til ventede os. yoghurt med frugt, engelsk breakfast (med bønner”, friskbagt brød og flere forskellige kaffemaskiner. Restauranten var stort set tom. Enten var gæsterne stået tidligt op eller også er det bare lavsæson nu.
Kl. godt 10 var vi færdige og klar til dagens program. Marie havde et videomøde med Pileforeningen, så jeg gik ned i indkøbscentret, for at købe nogle beslag til mine støvler. Så kunne vi føle os mere sikre på de isglatte veje og fortove. Jeg rundede også lige Vinmonopolet, for at proviantere lidt øl. 5 flasker øl: 270 Nkr.
Vi var åbenbart ikke de eneste, der følte os usikre på isen. Jeg satte mig på en bænk i centret, for at sætte mine spikes (hedder de vist) på. Der sad en familie fra Singapore og kæmpede med at få nogle metalkæder på deres sko.
Med pludselige godt skridsikre støvler gik jeg i hastigt tempo tilbage til hotellet, for at konstatere, at Maries videomøde trak ud. Jeg skænkede diskret en øl til Marie, hvilket de andre videodeltagere straks opdagede. Da mødet var overstået, blev det tid for en tur rundt i Kirkenes. Godt klædt på til det grå vejr med sne i luften og -13 grader. Vi havde vores nyindkøbte uldundertøj på og det virkede som en god investering.
Marie skulle agere guide. Hun havde pinpointet en række steder i centrum, som vi skulle se. Det gik meget fint med at finde rundt - men pludselig var turen slut. Der var ikke flere steder på listen og vi havde knap gået en kilometer. Så måtte jeg supplere og fandt et par steder mere. 1.500 meter i alt - så ville Marie ind og se på garn. Lige over for garnbutikken var en pub, så I kan selv gætte, hvor jeg gik hen, for at vente på Marie.
Jeg spurgte bartenderen hvornår butikkerne lukkede i Kirkenes. Han fattede ikke spørgsmålet, så jeg gentog 1 gang mere og atter en gang på engelsk. Til sidst kunne jeg så fortælle fjolset, at butikkerne nok lukkede kl. 16 og jeg regnede med, at jeg havde pubben for mig selv indtil da - dvs. halvanden time.
Til stor overraskelse dukkede Marie op med en stor pose garn. Hun var blevet tørstig. Der må også være tørt i sådan en garnbutik. Hendes øl var tømt før jeg nåede at smage mere på min første øl. Heldigvis er Marie en klog pige og fluks stod der 2 øl mere. “Vi skal prøve de sorte øl også” sagde hun om øllene, som mest lignede en reinkarnation af Tuborg Classic - og smagte næsten lige sådan!
Inden vi nåede tilbage til hotellet, skulle vi lige besøge den lokale kiosk Joker. Vi kunne konstatere, at priserne i Norge er pænt høje. Mit prisindex er saltstænger. First Price saltstænger: 15 Nkr.
Så var der dømt pause på hotellet. Selv om det var helt mørkt, var klokken knap nok fire eftermiddag.
That calls for a black beer. Heldigvis var der blevet købt lidt ind af den farve, så vi slappede af og hyggede med udsigten, som næsten var en kopi af dagen før. Der skete simpelthen ikke en skid udenfor.
Så vi planlagde lidt fødselsdag i maj og gjorde klar til lidt håndbold. Danmarks sidste kamp i mellemrunden. På DR livestream spurgte de, hvor folk fulgte med fra og vi meldte os på banen. Det blev åbenbart smidt direkte på hjemmesiden!
Sådan blev det tid til vores middagsreservation, som det hedder i de finere kredse. Min research hjemmefra havde resulteret i en reservation på et nærliggende hotel, hvor der var spændende fisk på menuen. Vores eget hotel var lidt kedeligt hvad angik aftensmaden. Men Thon Hotel serverede King Crab Soup og Elsdyrfilet, og det lød som sød musik i mine ører.
Lidt før kl. 7 troppede vi op i støvler med spikes og sne på tøjet, for der var en vældig snebyge på vej ind over. En hvidhåret tjener tog imod og viste os hen til et bord ved vinduet. Specielt valgt til os, log han os antyde. Nå, så forventer han nok, at der falder lidt tips af, tænkte jeg.
Han tiltalte os på engelske med en accent, der burde være en advarsel. Norsk var han ikke, for så ville han tiltale os på norsk. Men hans service var upåklagelig.
Vi bestilte mad og ville gerne have et par glas hvidvin til forret - og en flaske god rødvin til hovedret. Vi bad ham anbefale rødvinen og selv om han kaldte sig sommerlier, blev han straks usikker. Så han skød tilbage med, at han ikke kendte vores budget, så han bad os komme med et bud.
Det var længe siden vi havde smagt en god Rioja, så jeg foreslog den bedste fra det distrikt. Uhhh - så blev han helt begejstret. “The best - but I have an even better for you then”, var hans svar. Og så kom han slæbende med en ung fransk Saint Emilion. Umiddelbart et super alternativ - og vi skyndte os at takke ja.
Det viste sig dog sidenhen, at være en meget ung vin og lidt for grøn til maden.
Min suppe var ikke helt så cremet, som menuen sagde, men det smagte godt. Marie kaldte hendes forret, en ravioli, lidt speciel men også god.
Min hovedret var rensdyrfilet og en pølse med rensdyrkød. Smagte også fint - men der var måske lidt langt til den filet, jeg kunne huske, jeg havde fået i Sverige for 25 år siden. Hukommelsen er en svær ting…
Marie havde ikke noget at klage over på sin hovedret: torsk. Det smagte rigtig godt sagde hun.
En trods alt god oplevelse rigere bad vi om regningen. Jeg spurgte vores tjener, hvor han kom fra. Han bad mig gætte og mit bud var Ungarn. Close call, sagde han. Han var fra Slovenien. Så var det min tur til at drille. Vi kendte ikke resultatet af Danmarks håndboldkamp i aften. Jeg sagde til ham, at hvis vi havde vundet var det 10 % i drikkepenge, uafgjort gav 5 % og havde vi tabt: “then I pay the tips”, konkluderede han.
Vi havde vundet og jeg betalte ved kasse et. Så var det hjem og i kassen. Kl. ti var vi hjemme. Marie kastede sig over sin bog og jeg over min dagbog.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |