Norge - fredag den 24. januar - søndag den 2. februar 2025

Forrige dag Oversigt Næste dag

Tirsdag den 28. januar 2025 (Finnsnes - Stamsund)

Et par minutter over midnat lagde vi til i Lauraland dvs. Tromsø. Her var der mere end 100 passagerer, der skulle af. Enten almindelige rejsende eller turister, der skulle til midnatsmesse i Tromsø Domkirke. Vi nøjedes med at gå en runde på dæk 6 og se Tromsø by night. Ved 1-tiden var vi grydeklare.

Tromsø
Tromsø

Ved 4-tiden vågnede jeg netop som vi lagde til i Finnsnes og så sov jeg til vi blev vækket ved ankomst i Harstad. Så havde vi også fået en god nats søvn.

Vi havde ikke de store planer i dag men vi ville gerne med på bryggeribesøg hos Lofoten Pils i Svolvær, hvis der var plads.

Vi gik op til det sædvanlige overdådige morgenbord. Vældig godt fyldt op i maven fik vi bestilt billetter til bryggeribesøget. Deadline var ellers dagen før kl. 12, men vi tænkte, at det nok ikke betød noget, at vi kom i 11. time.

Dagen gik simpelthen med overtøj og støvler på, af igen, på igen osv. Vi skulle ud og nyde vejret udenfor og når det blev for koldt, måtte vi ind, for at få varmen igen. Evt. med en kop kaffe.

Udsigt fra vores kahyt
Interesting Point før Risøyhamn
Nær Risøyhamn
Risøyhamn
Risøyhamn

Lidt før kl. 11 nåede vi til Risøyhamn - turens mindste anløbssted. Først måtte vi igennem en smal sandrende, der var udgravet af flere omgange.

Marie var sulten, så vi spiste tidlig frokost. Maden kan der altså ikke klages på. Stort udvalg. Blot har jeg ikke rigtig set sild endnu. Mærkeligt. Jo, jeg fik det vist den første dag på båden til forret om aftenen…

Kaffehygge på observationsdeck 9
Vores turbus på vej over broen ved Sortland

Så blev der stop i Sortland og Stokmarknes. Sidstnævnte huser et Hurtigrutens Museum med en af de første færger som hovedattraktion. Marie hoppede derind - og hun måtte erkende, at der var for lidt tid til at se det hele. Jeg gik i stedet i Coop, for at proviantere en lille smule. 3 poser chips og 2 dåsebajere: 205 Nkr.

Marie på Hurtigruten museet
Stokmarknes

Vejret havde været OK hele dagen, men da dagslyset forsvandt, fik vi en ordentlig snebyge. Så var der ikke meget at se og en planlagt afstikker til Troldefjorden (en smal fjord) blev aflyst. I stedet gik det direkte mod Svolvær. Inden vi nåede dertil rumlede Maries mave igen og vi valgte klogeligt, at spise FØR vi tog på bryggeribesøg. Det var ikke let at vide, hvor meget tid, der var bagefter.

De første dage var aftensmaden blevet serveret ved bordene men i aften var der buffet. Vi stod klar kl. 17;30 som de første med en lang kø bag os. Så var der rush hour fra start af. Jeg valgte at skippe forretten og gå direkte til hovedretten - for mit vedkommende lidt kartofler, grønt, rensdyr (igen igen) og en god rødvinssovs.

Jeg forsøgte mig også med lidt ost til dessert men kors hvor var brødet da kedeligt her til aften. Det plejer ellers at være fantastisk om morgenen.

Lige før vi lagde til i Svolvær, blev der annonceret nordlys på himlen. Vi havde ikke i sinde, at afvige fra vores plan. Først mad, så tøj på og klar til Lofoten Pils.

Vi nåede dog lige op, for at se nordlyset - men netop som jeg ville tage et billede, blev lyset tændt på dækket, fordi båden var ved at lægge til.

Så var det ned til receptionen. Turene startede lige ved siden af landgangsbroen. Hver gang vi forlod båden, skulle vi vise vores personlige kort, for at blive scannet ud. Kvitteringen var et “Goodbye”

Klar til bryggeribesøg i Svolvær

Vi var ca. 20, der skulle smage på øl. Selv om det var en kort tur hen til bryggeriet, var vi kommet slemt på glatis. Der var spejlglat, så vi sakkede lidt bagud. Vi var åbenbart mere bange end de andre.

Men den gode rundviser stod pænt udenfor og ventede på os.

Jeg havde bestemt, at jeg ville fokusere på hans historie og se, om den kunne passe på Brewpubben. Det kunne være, at vi skulle til at steppe op med en fast ugentlig rundvisning og tage en fornuftig betaling for det. Her kostede det ca. 450 Nkr pr. person. Vi kunne måske være bekendt at tage 300 kr. for en rundtur + smagning.

Den unge fyr, der var søn af ham, der havde startet bryggeriet, gjorde det rigtig godt. Han fortalte ikke så meget om bryggeriet men fokuserede mere på processen med at lave øl. Gennemgik ingredienserne mere indgående og gennemgik brygprocessen fra start til slut.

Det tog faktisk ikke særlig lang tid. Vi kunne sagtens køre samme koncept. En halv time, så var vi igennem. Det var i øvrigt et meget fint bryggeri med 2 HL bryganlæg fra Kasper Schulz. Faderen havde lært at brygge øl i Bamberg og øllet blev både filtreret og pasteuriseret (også dåserne).

Der var tappeanlæg til både flasker og dåser. Så på udstyrssiden manglede der ikke noget. Måske værd at læse lidt op på bryggeriets historie. De startede i 2006 men begyndte først at brygge i 2014.

Den sidste halve time gik med selve ølsmagningen. Den unge mand stod med hele opgaven med at skænke øllet op og fortælle om øllene. Vi smagte 5 øl i et meget passende tempo. Fik ca. 5 cl. af hver øl. Ikke alverden men det var egentlig fint.

Bryggeriet Lofoten Pils
Bryggeriet Lofoten Pils
Bryggeriet Lofoten Pils
Bryggeriet Lofoten Pils
Bryggeriet Lofoten Pils
Bryggeriet Lofoten Pils

Det blev en pilsner, en engelsk amber ale, en saicon og 2 IPA’er. Noget af øllet bar måske præg af, at det var pasteuriseret og filtreret. Ikke så meget smag. Det hjalp lidt, når der kom alkoholprocenter på.

Jeg skelede lidt til deres juleøl, der stod i en kasse. Den ville jeg gerne smage men den indgik ikke i smagningen. Der var nogen, der spurgte, om de kunne købe de kraftige øl, vi havde smagt. Nej, han måtte ikke sælge stærkere øl end 4,7.

Inden jeg gik, kunne jeg ikke dy mig for at invitere ham en tur til Fredericia sammen med hans bror, der boede i Århus. Så listede han alligevel en juleøl i lommen på mig :)

Samtidig lovede bartenderen fra vores skib - hun var også med på rundvisningen, at hun havde 3 juleøl tilbage i baren. Hun skulle nok gemme en til mig…

Så gled vi forsigtigt tilbage på båden - og vi var glade for, at vi havde spist. Ellers måtte vi nok gå sultne i seng…

Afgang fra Svolvær og nordlyset var stadig på himlen. Vi kiggede lidt på det men jeg måtte konstatere, at når først man har set nordlys en gang, så blegner de efterfølgende oplevelser lidt.

Nordlys og stativer til tørfisk
Stativer med tørfisk ved Svolvær
Nordlys
Nordlys

Vi satte os i skibets auditorie, for at se den film, der løbende blev optaget undervejs. Den var optaget fra turens start i Bergen og til Kirkenes, hvor vi hoppede ombord - og tilbage igen. Så videoen var en slags “so far”. De havde haft godt vejr på vejen opad og set nordlys flere gange. Det var tydeligt, at fotografen var prof. Nordlyset stod skarpt i flotte farver - ikke helt som det menneskelige øje fanger nordlyset.

Nu havde vi fået nok af at tage overtøj og støvler på og af i et væk, så Marie foreslog, at vi slappede af i kahytten. En god dram og lidt dagbog blev det til, før vi lagde til dagens sidste havn Stamsund. Byen kaldes indbegrebet af Lofoten men desværre var det jo kulsort, så vi kunne ikke nyde den flotte natur, som Lofoten er så kendt for. Det må blive en anden gang…

Marie spejder efter nordlys
En dram og saltstænger til Alex


Forrige dag Oversigt Næste dag