Færøerne - onsdag den 31. juli - onsdag den 7. aug. 1996

Torsdag den 1. aug. 1996 (Vestmanna)

Vi sover længe. Det er helt mærkeligt, at der ikke står et par unger og vil ha' os op tidligt fra morgenstunden, og det vil vi udnytte hele ugen! Men op kommer vi da og efter morgenmaden skal vi ud og opleve Færøerne på nærmeste hold. Vi starter med et besøg i Nordens Hus, der er Thorshavns kulturelle samlingspunkt. Det er en særpræget bygning til ca. 75 mill. kroner, hvor de primære byggematerialer er træ og glas. Lokalerne virker meget varme og plakaterne på væggene viser med alt tydelighed, at denne perle af en bygning anvendes til mange forskellige formål. Vi bevæger vi os ned mod Thorshavns bymidte og havnen. Vi går gennem Viöalundin Park, der indeholder en række spændende skulpturer og som gennemløbes af en flot bæk. Det er et dejligt område, som giver indtryk af masser af plads og fri luft.

Peter fortæller at parken stort set er blevet jævnet med jorden under en gigantisk storm i 1988. En række meget store træer, der viser det meste af deres rodnet frem, vidner tydeligt om dette.

Vejret idag er klart og solen kigger frem mellem lidt regn. Vi har bestemt os for, at vi hellere må få overstået den tur, som flere har fortalt os næsten er obligatorisk under et besøg her. Det drejer sig om en sejltur ud til fuglefjeldene på den vestlige side af Færøerne. Vejret skifter tit hurtigt på Færøerne, så inden vi stiger på bussen til Vestmanna, hvorfra turen starter, har vi fået besked på, at det vil være en god ide at kontrollere, om turen overhovedet bliver til noget. Vi kan sagtens have forholdsvis godt vejr i Thorshavn samtidig med at vejret kun ca. 30 km. væk er meget dårligt. Der gives grønt lys og inden vi stiger på bussen, tager vi en stille tur omkring Thorshavns gamle bydel. Det er meget specielt at gå i de smalle og stejle gader, hvor små huse, mange med græs på taget, er "strøet ud". På et forholdsvis lille område ligger en række af Færøernes ministerier placeret. Mange af ministerierne er mindre end et dansk parcelhus, og de ser helt hyggelige ud. Det bærer ikke ligefrem præg af, at der bruges mange penge på administration. For enden af Tinganæs, hvor de officielle bygninger er placeret (iøvrigt alle med græs på taget), indtager vi vores madpakker på de store sten, der ligger helt ned til havnen. Solen skinner og det føles ligefrem varmt! Vi har sågar tid til en lille lur på de store sten.

Vi når i god tid til bussens holdeplads, og der er tid til at studere den bygning, der fungere som afgangshal for rejsende med de større passagerbåde til bl.a. Danmark og Skotland, og som busterminal. Jeg stiller mig i kø for at spørge om nogle ting i informationsstanden. De har ikke særlig travlt, så jeg venter bare... Men min tålmodighed bliver sat på en kraftig prøve, da en færing pludselig bryder ind foran mig og snakker løs til de 2 info-medarbejdere. Jeg får senere på turen flere eksempler på færingernes mangel på køkultur og skruer derfor nogle små rundsave på albuerne!

Turen til Vestmanna tager ca. 1 time og selv om det er samme tur, som vi igår oplevede fra lufthavnen, så er det ikke nemt at lukke øjnene og hvile sig. Det er simpelthen for mange flotte naturoplevelser lige uden for bussens vinduer.

I Vestmanna er der ikke langt fra bussens holdeplads ved færgen (over til Vågoy) og der er flere firmaer, der konkurrerer om den samme sejltur ud til fuglefjeldene. Vi vælger den billigste, da Peter har fået at vide, at der ikke er nogen synderlig forskel på turene. Vi bliver eskorteret ned til en lille båd af en, der senere viser sig at være vores guide på turen. Båden har plads til ca. 12 mand, der placeres på 2 bænke midt i bådens agterdel med ryg mod ryg. Flere af de andre både sejler forbi os, og vi kan se, at der anvendes mange typer både, lige fra det, der minder lidt om en bananskræl i udformning og til mere moderne typer, som "vores" glasfiberbåd. Så snart vi er ude af havnen, får vi demonstreret, at båden har mange kræfter. Den vandsøjle, der sendes bagud minder allermest om de søjler, der står efter flyvebådene. Det går stærkt.

Vestmanna ligger i en bugt i læ for det åbne Atlanterhav mod Færøernes vestkyst og efterhånden som vi runder det beskyttende fjeld, bliver fjeldet højere og mere stejlt. Da vi når ud på det åbne hav, er Streymoys kyst efterhånden en lodret klippevæg på op til 700 meter. Det er en fantastisk oplevelse at sejle få meter fra en sådan væg, hvor man stort set ikke kan se op til toppen. Der er ikke nogen brænding, bortset fra nogle få steder, hvor bølgerne slår kraftigt ind over. Det meste af tiden kan vi kun se vandet stige og falde i takt med bølgerne. Så vi vugger et par meter op og ned med bølgerne. Det er tydeligt, at det er erfarne folk, der styrer båden så tæt ind under klipperne. Ellers var vi hurtigt stødt ind i de lumske klipper, der fra tid til anden ses i eller umiddelbart under havoverfladen.

Efter et stykke tid dukker der en dyb afsats ind mellem den ellers stort set lodrette klippevæg. Her er der plads til at båden kan sejle ind, så vi kan få et stærkt indtryk af de høje klippevægge, der bebos af et tusindtal af fugle, bl.a. lunter, også kaldet søpapegøjer. De har et karakteristisk farvestrålende næb og sælges udstoppet som souvenirs.

Længere fremme på turen drejer vi atter af fra det åbne Atlanterhav, for at sejle ind i en grotte. Der er ikke meget plads til båden, og det er ikke svært at forestille sig, hvordan sådan en lille båd ville te sig, hvis blot Atlanterhavet skruer bissen en smule på. Guiden fortæller lidt om fuglene, men det er svært at høre ret meget på grund af motorens larm. Vi når dog at få med, at der langt oppe på mange af klippefremspringene går får rundt og græsser. De bliver hejst op på de små fremspring fra både om foråret. Til efteråret hentes de ned igen og sejles ind til slagtning. Det er simpelthen utroligt, at det kan betale sig, at gøre så stort et arbejde ud af, at få fragtet fårene ud på de helt utilgængelige fjeld. Og tænke sig, at fårene går på meget skrå og uvejsomme skrænter. Blot et enkelt fejlskridt, så styrter fåret i Atlanterhavet til den visse død.

I en af de grotter, vi sejler ind i, betragter jeg Atlanterhavets bølger bag mig. Det gør et stort indtryk på mig, at horisontet simpelthen forsvinder, når båden kommer ned mellem 2 bølger. Inderst i grotten er der en anden og mindre vej ind fra havet. Det virker meget skræmmende, når bølgerne fra de 2 indgange mødes. Det kan udløse nogle store brusende bølger, der virker som en stormflod, der til enhver tid vil kunne smadre den lille båd. Så galt går det dog ikke, og bådens fører venter blot på det rigtige øjeblik, hvor der kommer en høj bølge, hvorpå han kan ride videre ud gennem klipperne mod en helt 3. udgang til havet. Når det rette øjeblik indtræffer, sætter han fuld gas på motorerne og båden er snart ude på det åbne hav igen.

Turens sidste grottebesøg er i en meget lang grotte og efterhånden forsvinder lyset bag os og vi efterlades i en næsten mørke. Det er lidt uhyggeligt men pludselig drejer båden til højre i grotten og ud af et hul, så vi snart ligger inde for enden af en dal med de sædvanlige stejle klippevægge på begge sider. Vores sanser har virkeligt stået på vid gab og vi har fået en ordentlig en på opdageren, da guiden siger, at nu er det slut. Han byder på den bedste kaffe, som jeg har smagt i mands minde, mens turen går mod Vestmanna.

Vi forlod Vestmanna i solskinsvejr, men efterhånden som turen skred frem, kom skyerne nærmere og nærmere. De væltede simpelthen ud over klipperne på toppen og nærmede sig langsomt havoverfladen. Men efterhånden som vi nærmer os Vestmanna, klarer det lidt op og solen kan lige skimtes, da vi lægger til igen.

Umiddelbart efter, at vi har fået fast grund under fødderne, ankommer båden fra Vågar også og vi er heldige. Der er en bus til Thorshavn med, så vi hopper ombord og er snart efter på vejene igen.

I Thorshavn går vi omkring et stort indkøbscenter, SMS, for at handle lidt ind til aftensmaden. Favør-købmandens hylder består hovedsageligt af ting, som vi kender hjemmefra, men der er dog enkelte specialiteter, som får det til at gibbe sig lidt i os. I fryseren ligger der bl.a. mange fiskespecialiteter og frosne fårehoveder. Peter har fortalt, at det er en færørsk specialitet, hvor de spiser både øjne og hjernemasse. Velbekomme! Hver gang vi efterfølgende nærmer os disse hoveder, frygter jeg, at Peter skal tage et af hovederne over i indkøbsvognen, for at tilberede det for os!

Men istedet trakterer han med en lækker ret med store rejer i sur/sød sauce med ris til.

Efter aftensmaden er især Marie meget træt. Hun er ikke kommet sig 100 % over sit sygehusophold, så vi efterlader hende på sofaen. Vi har nemlig spist så meget, at der må en aftenstur til, før samvittigheden er iorden. Vi går en tur op til Hotel Føroya, der ligger placeret højt oppe i bjergene bag Torshavn. Der er en fantastisk udsigt ud over byen og til de omkringliggende bjerge. Det tager en del tid, at få nok af denne udsigt.

Vejene ned mod Thorshavn er meget stejle efter danske forhold. Det må være meget vigtigt, at bremserne på transportmidlerne er iorden. Ellers vil jeg nødig bo for enden af disse veje oppe fra hotellet.

Det blev atter en dag, hvor vi er godt trætte og det sidste skud bliver igen en kop kaffe og en god cognac, inden det er sengetid.