Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Hvis vejret er godt, vil vi prøve at gå en tur over fjeldet til Kirkjubøuer, der er en lille bygd. Peter har tidligere gået turen og var vildt begejstret over naturen undervejs. Der er 2 ture på et turkort, men den lange og krævende må vi hellere holde os fra og nøjes med den lille, der trods alt også varer nogle timer.
Desværre er vejret ikke med os. Det blæser kraftigt og det øsregner, så vi har egentlig slet ikke travlt med at komme ud af fjerene. Vi skal jo heller ikke glemme at nyde, at vi ikke absolut skal op fra morgenstunden.
Peter har lang arbejdstid idag, fra kl. 9.00 - 22.00. Han har fortalt os, at han idag skal lave mad til forsvarsministeren. Ulla har travlt med at pakke, da hun skal rejse hjem idag. Vi står op og får en kop kaffe sammen med hende, inden Peter kommer og henter hende.
Vejret indbyder ikke til noget, men vi skal have handlet ind til aftensmaden, nu da vores private kok har tilladt sig, at tage på arbejde. Vi bevæbner os med alt vores regntøj og begiver os mod indkøbscentret SMS. Lørdagens menu er i afslapningens tegn, så den står på pasta og kødsovs. Vi bliver enige om, at belønningen for, at kæmpe sig ud i sådan et møgvejr, absolut må være en tur ned på vores stam-café. Undervejs får Marie lyst til at kigge ind på en kaffestue, som der er flere af i Thorshavn. Det bliver et meget kort besøg, da vi møder et stopfyldt og meget tilrøget lokale, hvor der nok nydes andet en kaffe. Ihvertfald af en enkelt af gæsterne, der er midt i at blive smidt ud af den kvindelige "kaffeskænker", alt imens han iøvrigt ganske glimrende skråler en gammel Shu-Bi-Dua sang. Vi skynder os ned på Café Natur, hvor vi nyder en kop meget lækker cacao - med rigtig pisket flødeskum, konstaterer Marie.
Da vi skal hjemad igen, er regnen stilnet lidt af, men det blæser fortsat kraftigt. Vores kiggen på butiksvinduer fører os væk fra havnen i en anden retning, end den direkte vej hjem. Det bliver til en længere gåtur, hvor vi bl.a. får set katedralen, der er et ganske imponerende bygningsværk udefra. Desværre er katedralen lukket, så vi får ikke mulighed for at kigge indenfor. Til sidst lykkes det at finde en af de mange veje, der fører op mod Peters lejlighed.
Kødsovs er min specialitet, så Marie kaster sig over en gang støvsugning. Netop da vi skal til at sætte tænderne i vores mad, kalder underboen, Benedikte på os. Hun siger, at Peter har forsøgt at få fat i os flere gange. Meldingen lyder på, at Ulla ikke er kommet afsted på grund af det dårlige vejr. Der er styrtet et militærfly ned ude ved lufthavnen, siger Benedikte.
Det er jo skrækkeligt at tænke på. Jeg kommer i tanke om, at Peter skulle lave mad til forsvarsministeren. Han kunne nemt være ombord i dét fly. Så snart aftensmaden er overstået, forsøger vi at finde ud af noget mere via radio og tv. Men de snakker jo færørsk de bæster! Man fatter ikke noget af det. I det, som jeg fornemmer som radioens timenyheder, kan jeg godt høre, at de snakker om ulykken og taler med en masse mennesker, men jeg bliver ikke meget klogere.
Peter ringer og bekræfter mine bange anelser. Den delegation, som han skulle lave mad til, er ikke kommet til hotellet og blandt de ansatte på hotellet forlyder det, at forsvarsministeren var ombord på flyet. Til gengæld har Peter fået besked om, at der ankommer overnattende gæster fra lufthavnen. Det kan godt være passagererne fra Ullas fly, der bliver indlogeret på hotellet.
Det er lidt træls at sidde i en situation, hvor hele Danmark har kunnet høre om katastrofen og man sidder selv forholdsvis tæt på ulykkesstedet, men man kan ikke få noget at vide. Jeg ringer til min søster i Års, hvor mine forældre er barnepige. De har ikke hørt noget om ulykken.
Endelig kl. 20.45 er der håb. Det færørske TV, der dels sender enten DR1 eller TV2 og dels sender lokale udsendelser, er igang med OL fra TV2. På skærmen annoncerer TV2, at der kl. 22.00 vil komme en ekstraudsendelse om flystyrtet. Men ak nej! Få minutter før kl. 21.00 (lokal tid, dvs. kl. 22.00 i Danmark), kobles TV2 fra og vi skal istedet se en ligegyldig udsendelse fra et fransk cirkus. Senere vises istedet en færørsk nyhedsudsendelse om ulykken. Her kan vi i det mindste på et kort se, hvor det er sket og hvem, der var ombord i flyet. Det viser sig, at forsvarsministeren ikke var ombord, men istedet Danmarks militære ledelse, hvilket selvfølgelig er katastrofalt nok.
Det er ved at være sent, men Danmark skal spille OL håndboldfinale, og det har man vel pligt til at se. Ja, det har man, men kun indtil Danmark er 5 mål bagud, så har jeg ligesom tabt interessen og sengen kalder.
Umiddelbart efter at vi har slukket TV'er, dukker Peter og Ulla op. De er begge meget trætte, Peter efter en lang arbejdsdag og Ulla efter en træls dag i bus og i lufthavnen. Hun er først kommet tilbage til Thorshavn kl. 21.00. Heldigvis har hun ikke fået noget at vide om flyulykken, før hun er kommet til Thorshavn igen. Det ser ikke ud til, at hun kan komme hjem før natten til mandag, hvilket er lidt surt, når hun skal starte på arbejde mandag.
Natten bliver urolig. Det blæser kraftigt og regnen hamrer mod vinduerne. Der er mange tanker fra det sidste begivenhedsrige døgn, der skal absorberes.
Forrige dag | Oversigt | Næste dag |