Thailand - lørdag den 17. okt. 1998

Fra Pattaya til Sukhothai

Så er der afrejse fra Pattaya. Vi har tidligere aftalt, at turen fra Pattaya skal gå via Bangkok til broen ved floden Kwai. Den kendte bro, der blev bombet under 2. verdenskrig skulle være et besøg værd. Men vores chauffør, der er i familie med Uthen (omend måske lidt langt ude), vil køre os direkte fra Pattaya til Sukhothai. Han bekræfter mine anelser om, at det er en lang tur og han har vist en aftale i Sukhothai om aftenen.

Kl. 8:15 er der afgang i en air-conditioneret bus, der minder om den taxi, der bragte os fra lufthavnen til Pattaya. Vores bagage stuves på taget. Chaufføren kører, ligesom så mange andre i Thailand, forholdsvis stærkt. 130 km. i timen er normalen på en vej, der ikke er særlig jævn. En anden ting, ud over at de kører i venstre side af vejen er, at de kører meget tæt. Det med at holde afstand, det kender de ikke til. På turen har vi set flere biler, der ligger på siden eller på hovedet i vejkanten og i grøften. Så der sker uheld fra tid til anden.

Vi når helt tilbage til Bangkok og kan genkende strækningen, der bl.a. fører os forbi lufthavnen. Så er der altså ikke de store muligheder for at undgå Bangkok. Chaufføren holder en lille pause for hver 2. time. Da vi har passeret Bangkok, entrerer vi også en del af Thailand, der ikke er så turistmindede som f.eks. Pattaya området. Skiltene er næsten udelukkende på Thailandsk og de lokale kigger også mere på os og vores børn. De glor faktisk uhæmmet og vil gerne røre ungernes lyse hår. Endnu et tydeligt tegn på, at de ikke er så vant til turister er, at kun få af dem taler engelsk.

Godt 100 km. før Sukhothai gør vi holdt ved en abepark. Det er egentligt et stort område, hvor aberne frit render rundt. Chaufføren viser os en trappe, der fører os op på en høj klippe til en flot udsigt over området. Klippen står sammen med et par andre tilsvarende klipper eller bjerge. Bortset fra disse enkeltstående højder, er området totalt flad med masser af rismarker omkring os. Det er et specielt syn. Selv om turen op på klippen tages i skygge af træer, så er det en hård tur, så vi trænger til en kold sodavand. Men de få boder, der er for foden af klippen, ser kun ud til at have flaskesodavand, der står frit fremme. De har ikke noget køleskab. Men snu er de: Når du bestiller en sodavand, så bliver den hældt over i en plasticpose med isterninger. Hvor de isterninger opbevares, ved jeg ikke, men det er lidt specielt at drikke en sodavand med sugerør fra en plasticpose. Men svalende, det er det! (Pris 10 bath - 1,60 kr.).

Vi fortsætter mod Sukhothai og vi når ca. 15 km. længere, da bilen stønner og klager. Chaufføren kører ind på en Caltex benzinstation, for at vurdere problemet. Torben og Bjarne kan lugte brændt olie og giver ikke bilen mange chancer. Efter ca. 20 minutter får de ret. Bilen er brændt sammen og en ny ruller op på siden. Vores bagage stuves om og vi fortsætter med en ny chauffør videre mod Sukhothai. Chaufføren er lidt ældre men han kører lige så hurtigt som vores 1. chauffør.

Vi passerer mange rismarker undervejs og vi får en diskussion om, hvordan risen tilberedes. Det er der faktisk ingen af os, der ved, men Marie tilbyder at tage et par timer med at høste ris. Så kan hun måske finde ud af det, mener hun.

De sidste 60 km. gennemføres i skumring og aftenmørket. Vi kan kun svagt ane det landskab, som vi passerer. Det er dog gennemgående, at husene langs vejen er tilbagetrukket i forhold til vejen. Et bælte på 10 - 15 meter mellem husene og vejen er oversvømmet. Jeg ved ikke, om det er husenes private rismarker...

Ved 19-tiden ankommer vi til Sukhothai. Byen ser umiddelbart lille ud men vi finder senere ud af, at vi nok har fået et lidt forkert førsteindtryk af størrelsen. Vores Hotel River View ser lidt primitivt ud ved første øjekast. Udsigten over floden er sikkert god nok (det er mørkt, så vi kan ikke se nogen flod). Receptionen giver indtryk af lidt mere stil. Vi får vores nøgler og da vi har låst os ind, må vi konstatere at værelserne er meget spartanske. Mens vi tager bad, banker det på vores dør. Det er en fra receptionen, der gerne vil flytte os over i en suite. Jeg går med over og ser den og konstaterer at standarden i suiten er stort set den samme, som vores værelse på hotellet i Pattaya og prisen er også den samme, så vi flytter derover.

Da vi gør klar til at gå ned i receptionen, for at mødes med de andre indtræder turens katastrofe nr. 1! Mit mavebælte med min pung, 2 flybilletter, Maries pas og Visakort er væk! Der går næsten panik i mig og jeg styrter forvildet rundt, for at finde bæltet igen. Desværre kan jeg ikke erindre, hvornår jeg sidst har haft fat i det. Jeg har dog en klar fornemmelse af, at det kan være glemt i en af de taxi-biler, som har kørt os fra Pattaya til Sukhothai. Receptionen bliver overfaldet, men de har ikke set noget mavebælte. De øvrige hjælper os med at søge, men alles livlige aktivitet ender kun med, at jeg sveder febrilsk.

Uthen er vores eneste chance, for at komme i kontakt med chaufføren. Uthen er taget hjem til sine forældre men de tager ikke telefonen. Randi har også et "behov" for at få fat i Uthen, idet han har nøglen til hendes kuffert. Randi er indstillet på at køre ud til Uthens forældre, men vi bliver enige om, at det er bedst at vente til imorgen, når Uthen alligevel dukker op for at vise os rundt i Sukhothai.

Istedet går vi ud for at lede efter et spisested. Det ser ikke for godt ud. Det er varmt og klamt og vi vil gerne have en restaurant med air-condition. Det trænger jeg ihvertfald til ovenpå den katastrofale erfaring. Da vi har gået et stykke tid og næsten er tilbage ved hotellet, er der en tuk-tuk taxi, der tilbyder at køre os til en italiensk inspireret restaurant for 40 bath (6,40 kr.). Vi accepterer og kan lige klemme os ind på de 2 sæder i tuk-tuk’en, der kommer godt på arbejde. Restauranten ligger ikke så langt væk. Den hedder "Dream Cafe" og ser umiddelbart ikke ud af noget, men vi må erkende, at chaufføren har ramt vores ønsker godt. En rigtig lækker restaurant med masser af atmosfære. På væggene er der mange antikviteter, hovedsageligt af træ. Menukortet giver os håb om en god middag og tjeneren forstår engelsk, hvilket er gået op for os, ikke er så normalt. Min appetit er desværre langt væk men en kold øl, det trænger jeg meget til. Det skide mavebælte!

Alle spiser og drikker med velbehag og konkluderer, at her kan vi godt tillade os at komme tilbage til. Vi har talt lidt om vores hotel og flertallet er stemt for, at vi finder et bedre hotel. Så da vi forlader restauranten, aflægger vi hotellet "Northern Palace", der ligger skråt overfor "Dream Cafe", et besøg. Ejeren taler godt engelsk. Vi har læst i vores rejseguide, at hotellet har swimmingpool, men der er desværre ikke vand i i øjeblikket. Det lover ejeren, at de fylder i imorgen. Vi ser et af værelserne og er ikke i tvivl om, at vi vil flytte over på "Northern Palace" imorgen.

Så går vi tilbage til hotellet. Kl. er 22:45. Alle er trætte oven på dagens strabadser, så vi går hurtigt til køjs. Jeg har en stille bøn om, at mit mavebælte dukker op i Uthens onkels taxi imorgen.

Priser:
Overnatning på River View Hotel i Sukhothai: 390 bath/godt 60 kr. for ordinære værelser og 800 bath/128 kr. for suite (suite 310 er den bedste på hotellet).
Overnatning på Northern Palace i Sukhothai: 450 bath/72 kr. for ordinære værelser (incl air-condition og morgenmad) og 1000 bath/160 kr. for store suiter med 3 faste senge.