| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Vi vågner til lyden af store trommer nede på vejen og skynder os at komme i tøjet. Sæt nu at der går en oplevelse forbi vores næser! For sent. Det er sandsynligvis et militærorkester, men de er allerede et godt stykke væk. Vi forsøger at indhente dem men opgiver det. Istedet vender vi tilbage til morgenmad. Kl. er tæt på 8.
Det kniber med at få morgenmaden idag. Tjeneren er meget sløv i betrækket. Og så har de ikke samme kultur med serveringen, som vi er vant til. I første omgang henvender tjeneren sig slet ikke til os. Jeg går selv op og bestiller og efter lidt tid får vi det meste af bestillingen. Så op og bestille det sidste igen, før det leveres. Det har været meget symptomatisk, at vi ikke får alt, hvad vi har bestilt, i første omgang. Men til gengæld er vi så heller ikke blevet afregnet for de ekstra toastbrød, som vi har bestilt.
Vi skal snart afsted men vi er temmelig nysgerrige efter at se, om hotellets swimmingpool er fyldt op. Bunden er ikke engang dækket helt endnu, så der vil gå nogle dage, inden den pool er fyldt helt op.
Jeg har lidt tynd mave. Det er sikkert rejsefeber. Toiletterne adskiller sig en del fra de nordeuropæiske. Vandet står højere i toiletkummen, der også er noget større. Det er lidt ulækkert at føle, at man bogstaveligt talt næsten sidder med røven i vandskorpen. Toiletpapiret mangler ofte og hvis det er der, suger det elendigt. Istedet hænger en håndbruser ved siden af toilettet. Så kan man spule sig ren!
Vi tager pænt afsked med Bente, Randi, Grethe og Uthen. De skal afsted på familietur kl. 10. Herefter pakkes det sidste og vi er klar til afgang kl. 11. Da vi når ned i receptionen for at checke ud, sidder de andre imidlertid stadig og venter. Vores taxi holder til gengæld klar. Uthens forældre er også kommet, fordi de skal hente de andre. De venter pænt for at sige farvel til os. Det er årsagen til, at de ikke er kommet afsted endnu. Uthens far forærer mig en autentisk ris/landmandshat i en skrækkelig pink farve. Som tak for hatten, får han istedet min hat, der er af læder, indkøbt i Pattaya. Jeg tror, at han synes godt om min hat, for da vores bil svinger ud på vejen for at køre, kommer han hen og stikker en halv flaske whisky ind af vinduet til mig. Så tager vi afsked med dem alle. Vi ankommer til Phitsanluk efter en times kørsel og der er 5 kvarter til vores tog kører. Banegården er ikke særlig stor. Der er 2 spor på perronerne og for en sikkerheds skyld placerer vi os på perronen, hvor begge spor kan nås. Her er skygge for den bagende middagssol og en svag kølig brise.
Med en god time til togafgang, er der god til til at studere omgivelserne. Vi forsøger forgæves at finde ud af hvilket spor, vores tog afgår fra. På en stor tavle ved indgangen til banegården står alle togafgangene med angivelse af bl.a. hvor og hvornår de er startet, klasse, destination, spornr., ventetid på banegården osv. Det eneste, der ikke er til at tyde, er spornr. Det er skrevet med bogstaver på thailandsk ud for hvert tog. Heldigvis står der et par kontrollører i flotte, hvide uniformer ved en lille stand på perronen. Vi har set, at de er meget aktive omkring togafgangene, så jeg vover pelsen og spørger dem.
Når man skal skifte spor, er der ikke noget med gangbroer eller tunneller. Man krydser bare sporet, så det gælder om at se sig godt for. På et tidspunkt kommer et tog ind på perron 2 og en ældre kvinde krydser sporet så tæt på toget, at togets fører umuligt kan se hende. Bjarne og jeg er klar til at springe op, hvis toget gør antræk til at ville starte, mens konen langsomt bevæger sig over skinnerne. Men hun kommer helskindet over og lidt senere kører toget den anden vej, så det er bagenden af toget, hun er gået omkring. Det kunne vi da ikke vide!
På perronen står 3 piger og sælger saronger. Det er et klæde, der kan bruges til mange forskellige ting men primært at slå omkring benene for at beskytte sig. De morer sig meget over, at jeg går hen, for at kigge på deres saronger. Jeg spørger til prisen, som opgives til 500 bath. Det er for meget og alt for højt et udgangspunkt til, at jeg vil begynde at prutte med dem, så jeg går igen.
Der er meget støj på banegården. I det hele taget har thailændere et andet forhold til høj musik, støj og larm. Et lokomotiv køres ind på et af sporene. Holder stille lige ud for banegården og går i tomgang. Det larmer forfærdenligt. Efter 10 min. kører det tilbage, hvor det kom fra. Hvad f..... skulle det så ind på banegården efter? Lidt efter kan vi iagttage et tog, der rangerer vogne. Vognene støder hårdt mod hinanden og hjulene hviner hidsigt, når et vognsæt bremses eller startes.
5 minutter før vores togafgang tager jeg rygsækken på. Den vejer garanteret 30 kg.! Ud over den store, som vi har lånt af Inge, har vi 2 almindelige rygsække. Derudover har børnene hver en rygsæk med legesager, som de skal bære. Sidst men ikke mindst, har vi en wok, der fylder i landskabet. Jeg står klar med rygsækken til 5 minutter efter, at toget skulle være kørt. Når det er forsinket, er det ikke godt at vide, hvor meget det er forsinket, tænker jeg og tager rygsækken af igen.
Torben spørger en af de uniformsklædte officials og får beskeden: "Maybe later". Jeg håber, at det er deres engelsk, der ikke er godt, tænker jeg. For det er vel ikke fordi toget slet ikke kommer? Lidt senere erfarer vi, at vores afgangstid er ændret til kl. 14:30 på den store tavle i banegårdens hal. Vi har masser af riskager og chips, så det kalder vi dagens frokost.
En official henvender sig til os med besked om, at der kommer et eller 2 tog før vores. Så ved vi, at de holder lidt øje med os. Det er betryggende. Marie læser højt af Snøvsen for ungerne, der tager situationen med knusende ro.
Kl. 14:10 kommer der igen en official over til os. Beskeden er nu, at toget afgår fra den perron, der er tættest på banegårdsbygningen om 5 minutter. Vi skynder os at få hanket op i børn og bagage og krydser sporet, som vi har fået besked på at gøre. Denne gang kommer toget sørme og straks man stiger ombord, forstår man, hvorfor der sælges saronger på perronen. Toget er air-conditioneret og her er koldt i forhold til udenfor. Vores shorts og t-shirts er ikke varme nok, så Marie finder vores dynebetræk.
Så er vi klar til en 5 timers togtur, og toget, der er af en ganske god kvalitet, sætter langsomt igang. Sæderne minder om et typisk flysæde. Det kan lægges ned og der er god plads mellem sæderne. Kupeen har både air-condition og propeller i loftet. Propellerne er dog (heldigvis) ikke igang. Få minutter efter, at vi er startet, får vi serveret en anretning i en kasse. Det er næsten som på flyveren! Maden består af ris, kylling, riskage og fiskesuppe. Det er fint varmt og smager godt. Til maden får vi serveret Cola. Der serveres også en anden ret til nogle af de andre. Den består af catfish istedet for kylling.
Alle bliver mætte og tilfredse og snart er vi klar til at nyde det flotte og anderledes landskab, som toget passerer. I starten ser vi hovedsageligt rismarker, der står under vand og bananplantager. Undervejs passerer vi en del landsbyer, hvor alle husene står på pæle. En del af husene står ganske simpelt over vand - på pælene.
Vi gør kun holdt i større byer. Efterhånden som vi nærmer os Bangkok, ændres landskabet og bliver mere frodigt. Enkelte steder kan omgivelserne godt minde om en dansk togtur om sommeren. Boligerne afslører dog hurtigt, at det ikke er Danmark. Det samme gør de meget markante bjerge, der skyder op i det ellers helt flade landskab.
Efter halvanden times kørsel bliver vi beværtet med nok en kasse. Denne gang er der kager i. Hertil serveres atter Cola. Efter lidt tid kommer der dog også kaffe, som i min verden smager noget bedre til kagen.
Mørket sænker sig og det bliver svært at se så meget, så vi tager os et hvil istedet. Efterhånden nærmer vi os Bangkok. Det er en stor by og vi ikke er helt klar over, hvornår vi skal ankomme til Hualamphung stationen. Det skaber lidt forvirring, da toget holder ved en række mindre stationer og trinbrætter i Bangkokområdet, bl.a. ved vores lufthavn. Jeg er dog sikker på, at vi ikke vil være i tvivl, hvornår vi er ved endestationen Hualamphung. Det viser sig at holde stik. Det er en endestation, så toget fortsætter ikke videre. Alt ånder tilsyneladende fred og ro på perronen, men det er kun lige til vi går ud i banegårdens forhal. Her er alt rent kaos. Mange mennesker, der myldrer frem og tilbage. Der er mange, der gerne vil hjælpe os på en eller anden måde - mod betaling forstås. Vi mener nu, at vi godt selv kan magte at finde en taxi, men vi tager tilsyneladende fejl. Vi har vurderet, at der er ca. 3 km. til vores hotel, så prisen må ikke være meget mere end 50 bath/8 kr. Vi erfarer hurtigt, at vi er til grin, hvis vi stiller os pænt på en række der, hvor taxierne kommer ind. Folk myldrer bare forbi os ud på vejen og tager bilerne for næsen af os. Det er almindelige biler med et stort skilt på taget, hvor der står taximeter, der er attraktive for os. Her skulle der ifølge bøgerne være vished for, at man ikke bliver taget ved næsen, forudsat selvfølgelig, at de slår taximetret til.
Jeg forsøger at gå længere ud til, hvor passagerer sættes af taxierne, men heller ikke her får jeg held til at kapre en vogn, så vores tålmodighed sættes på en kraftig prøve. En politibetjent forsøger at dirigere taxierne ved banegården. Han forbarmer sig over os og hjælper os ind i 2 biler. Chaufførerne virker noget utilfredse over at være beordret af betjenten, men de siger dog ikke noget. Vi følges pænt hele vejen til hotellet. Det er et antiklimaks at komme fra en forholdsvis fredfyldt Sukhothai og så til den kaos-lignende trafik i Bangkok. Vores taxichauffør får sin betaling: 100 bath/16 kr. Det er lige i overkanten af, hvad jeg vil forvente at turen koster, men pyt. Nu er vi jo fremme. Den anden taxi har kørt MED taximeter, så de kommer af med 57 bath! ØV, så er man jo blevet taget ved næsen!
Hotellet ser stort ud og kvalitetsmæssigt er der ingen tvivl om, at det er feriens hidtid bedste. Vi har svært ved at finde ud af, om receptionisten er mand eller kvinde, så jeg kalder det for en høn. Vi har booket det samme hotel om 14 dage. Det har vi gjort via internettet, hvor vi får 20 % rabat på værelserne og på morgenmaden. Vi spørger, om vi kan få den samme rabat nu og det er der ingen problemer med. Børnene får morgenmaden til halv pris. Det eneste, som høn ikke har helt styr på, er at hun forsøger at få Torben til at skrive under på en kreditkortnota, som hun vil opbevare i receptionen indtil vores afrejse. Grunden er, at vi ikke er helt sikre på, hvornår vi rejser igen. En underskrevet kreditkortnota er lige så god som en blankocheck, så det vil Torben selvfølgelig ikke. De aftaler istedet at forudbetale værelset til på mandag og vi gør det samme.
Kl. er blevet 21, så der er ikke tid til ret meget andet end at få lidt at spise og få pakket ud. Vi spiser i hotellets restaurant. Her er der levende musik. Det er dog sært, så mange steder de holder øveaften i Thailand! Det lyder ikke særlig godt. Jeg indtager en omgang oksekød med hvidløg og peber.
Aftenen slutter med et lille planlægningsmøde vedr. morgendagen. Kl. 23:45 er det godnat. Jeg vågner et par gange med kraftig hvidløgssmag i munden. Puha!
Priser:
Dåsecola på banegården i Phitsanluk: 20 bath/3,20 kr.
En flaske koldt vand på banegården i Phitsanluk: 10 bath/1,60 kr.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |