| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Vi er klar til morgenmad kl. 8. Fra Big Fish får vi ringet til rejsebureauet ved havnen. Speedbåden sejler lyder meldingen. Det var dejligt. Vi skynder os at spise morgenmaden og komme tilbage til vores bungalows for at hente vores bagage. Kl. 9 er vi på vej til havnen. Vores frygt for, at de har været nødt til at lukke vejen ind til havnen er drevet over, idet det værste sted, nemlig dér hvor floden har ædt sig gennem vejen, er blevet repareret. Der er bygget en primitiv bro over floden. Broen er ikke bredere end der lige er plads til vores pickup, der må køre meget langsomt over for ikke at skride ud. I samme øjeblik vi er nede ved havneområdet, dukker den første billetsælger op. Han vil gerne af med nogle billetter til speedbåden. Vi køber de sidste 4, han har. Torben må selv købe billet i turistbureauet.
Efter lidt tid får vi at vide, at båden, der kommer fra Chumphon, er en halv time forsinket. Det huer ikke Marie. Vores speedbåd dukker op kl. 10:15 og den er hurtigt tømt for passagerer og deres bagage. Mens vi venter på at komme ombord, sejler den anden formiddagsforbindelse til fastlandet, nemlig færgen, der er 6 timer om turen mod vores speedbåd, der tager turen på 1 time og 45 minutter. Vi hanker op i vores bagage og unger for at gå ombord. Enkelte er allerede gået ud på platformen til speedbåden, da meldingen lyder "Vi sejler ikke lige nu. Bølgerne er for høje". Det er næsten ikke til at bære. Hvis de bare havde sagt det 5 minutter tidligere, så havde vi haft chancen for at tage med den langsommere færge, der kun lige er forsvundet i horisonten. Nu ved vi ikke noget om, hvornår vi kan komme afsted - og allerværst: om vi overhovedet kommer afsted idag. Vi bliver meget frustrerede. Det er et spørgsmål, om ikke beslutningen om ikke at sejle, allerede har været truffet INDEN færgen sejlede. På den anden side er vi udmærket klar over, at når de vælger ikke at sejle, så er det fordi de sætter sikkerheden i højsædet. Vi må erkende, at der er sket et skift i vejret, så bølgerne nu står lige ind på havneområdet. Samtidig vælter tunge skyer ind over Ko Tao.
Da den første skuffelse har lagt sig, kan vi se 2 muligheder: Vi kan håbe på, at vejret bliver bedre, så speedbåden sejler. Den anden mulighed er en express båd, der sejler fra Ko Tao til Chumphon kl. 15 med ankomst 17:30. Med den vil vi kunne nå et nattog til Bangkok.
Vi er ikke alene om at være dybt frustrerede. Der er flere andre i "samme båd". Men de fleste af dem har åbenbart taget bedre højde for denne situation, for de skal først flyve hjem fra Bangkok på mandag, hvor vi skal flyve allerede lørdag aften (søndag morgen kl. 2). Alle har travlt med at opsnuse information om mulige bådafgange, men man får tilsyneladende det svar, som man gerne vil have. At sidde sådan og vente uden at vide, om man kan komme videre eller ej, er dybt irriterende, og som en hollandsk kvinde (bosiddende i New Zealand) siger: Du kan råbe og skrige eller rykke håret af dig selv. Det hjælper lige meget. Flere gange siger vi til os selv: For pokker da også! Havde vi bare valgt færgen istedet!
Nå, en kold øl hjælper lidt på det dårlige humør. Vi vælger at se tiden an i speedbådens "ventesal", der nærmest er en veranda direkte ud til stranden og det sted, hvor vi går ombord i speedbåden. Efterhånden som tiden går, tynder det ud i passagerer, der har opgivet at komme med båden idag. Vi begynder også at overveje alternativer. Formiddagen går og efterhånden som kl. bliver 14:30 og vejret er blevet en anelse værre, lyder meldingerne, at express båden, der skal komme fra en anden ø, Ko Samui, slet ikke kommer til Ko Tao - på grund af vejret. På et eller andet tidspunkt må vi tro på kendsgerningerne, at vi må overnatte på Ko Tao. Vi vælger at tage med det New Zealandske par og deres 2 børn ud til nogle bungalower for enden af stranden, der starter ved havneområdet. Det samme gør et tysk par fra München, der ellers har boet på Ko Nangyuan i bungalows til 850 bath/136 kr. pr. nat - med mange kakkelakker.
I en taxi går det afsted mod Ko Taos nordlige ende langs øens største strand. Vi kører helt til enden og fortsætter ad nogle små veje, indtil vi er ved absolut sidste bosted inden massive klipper sætter en stopper for stranden. Stedet hedder Bow Thong Beach Resort. Også her er restauranten lukket for sæsonen. Der er 10 bungalows i 2 rækker, så der er kun 2 af bungalowerne, der ligger helt nede ved stranden. Vi er heldige at få nr. 10, den ene af de bungalows, der ligger helt ned til stranden. Prisen er 200 bath/32 kr. for bungalowen, der har 2 store senge med mosquitonet og en ventilator (bordmodel). Gulvet består af store brædder med ca. 2 cm. sprækker mellem, så der er god mulighed for insekter til at komme ind i bungalowen. Vi er godt tilfredse med stedet. Vores udsigt er bedre end Ko Tao Cottages. Stranden foran os ser også bedre ud. Vandet er klart og stranden er bredere. Som Marie udtrykker det: Dette her er mere min drøm om Bountyland. Det er blot synd, at vejret ikke indbyder mere til et ophold på stranden. Det står efterhånden ned i stænger.
Vi sætter os hen i restauranten. Her kan man, på trods af, at der er lukket, få kaffe, the, øl og sodavand. De ældre mennesker, der har stedet, kører med samme afregningssystem, som vi tidligere har set i Suan Luang Resortet. En lille bog til hver hytte. Heri skriver man, hvad man tager i køleskabet. Det er tillid, der er til at få øje på.
Torben og jeg går hen ad stranden for at finde en telefon. Vi skal have ringet til vores hotel i Bangkok, for at få afbestilt vores suite. Kl. er 17:15 og vores kollega fra Bankdata, Lars og Lea, er ankommet til hotellet. Måske kan vi tale med dem...
Vi finder et sted, hvor der sidder et ældre ægtepar i en åben restaurant. Deres bungalower er lukket for sæsonen, så de hygger sig. De forstår ikke meget engelsk men vi får da styr på et telefonopkald til Bangkok. Torben får afbestilt vores suite og han når også lige at hilse på Lars, der plasker rundt i swimmingpoolen på Trang Hotel. Prisen for telefonen er 20 bath pr. minut. På vej ud fra restauranten ser jeg, at de ældre åbenbart har en lille forretning med ganske få ting. Fatter sidder med en stor Chang øl. Den løfter jeg på for at indikere, at den vil jeg da gerne købe nogle af. Men han siger bare en masse på thailandsk, smiler og peger ind mod havneområdet...
Det New Zealandske par har lovet at vise os en god restaurant i aften, så kl. 18 drager vi afsted (inkl. det tyske par) langs stranden. Det viser sig, at deres restaurant er lige ved siden af det sted, hvor Torben og jeg har telefoneret. Maden er helt OK, men de er noget forvirrede over det 11 personers store selskab. Jeg bestiller stegt karrypasta med bøf. Mens vi spiser, kan vi se, at det lyner kraftigt omkring os. Torben og jeg tager et par Chang øl med os hjem til terrassen. Der er ellers restriktioner på vores forbrug i øjeblikket. Vi har nemlig et begrænset antal baths tilbage og vi vil gerne undgå at skulle veksle flere dollars på Ko Tao, med de svimlende vekselgebyrer.
På terrassen sidder vi i læ for stormen og kan sidde og nyde uvejret omkring os. Det lyner så meget, at himlen og omgivelserne ofte er helt oplyst. Vejrmæssigt er der ikke meget, der tyder på, at vi kan komme hjem imorgen. Det vil være en katastrofe for os, for så når vi ikke vores fly i Bangkok. Konsekvensen deraf kender vi ikke, men jeg har en ide om, at vi skal sidde i lufthavnen og vente - måske 2 - 3 dage - inden vi kan få plads på en flyver. Det vil ikke være nogen rar oplevelse med vores 2 børn på 5 og 6 år. Den New Zealandske kone (Inge eller Ingrid) har prøvet at regne sig frem til hvilke muligheder vi har for at nå Bangkok imorgen. Hun har arbejdet i et rejsebureau og har åbenbart gode erfaringer med at planlægge rejser. Men uanset hvordan hun vender og drejer det, så har vi et problem, hvis vi ikke kan nå fastlandet imorgen.
Det bliver til en søvnløs nat for alle vi voksne. Stormen raser ufortrødent videre hele natten og giver ikke noget håb om, at vi når vores fly.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |