| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Jeg skal love for, at det havde blæst hele natten og morgenen med. Solen var stået op, før nogen af os havde lyst til at kravle ud fra den varme dyne, for at tænde for det varme vand, så vi kunne få et morgenbad. Marie trak det korteste strå og satte varme på kabinen også. Så var det pludselig til at overskue, at skulle ud på det lille badeværelse, for her blev som regel hurtigt varmt.
Efter badet og morgenmaden, gik vi en lille tur op af gaden, for at konstatere, at der var et offentligt gratis bad med varmt svovlholdigt vand. Der var også nogle der badede, selv om det var noget koldt i luften. Marie mærkede på vandet og havde selv lyst til at hoppe i en tur. Men det blev kun ved lysten. Vi kørte fra vores plads, som havde været et dejligt fredeligt sted - bortset fra blæsten forstås.
Solen skinnede og camperen blev hurtig lun, så vi kunne smide trøjerne igen. Vores første destination var byen Tropea, hvor Marie havde læst, at vi kunne få rigtig gode is. Hvem pokker har da også brug for is efter en nat i en dybfryser?
Vi fandt til byen, der lå helt ude ved Middelhavet, så vi skulle forcere nogle hårnålesving, før vi var helt nede ved havoverfladen. For en gangs skyld, havde vi let ved at finde en parkeringsplads i centrum. Bilen holdt godtnok på en meget skrå plads, men det kunne den vel fint klare. Vi defilerede ned af en gade, for at finde ismanden. Han havde lukket, men det så ud til, at det blot var siesta. Der stod borde og stole udenfor, så vi satsede på, at han åbnede efter frokost igen.
Apropos frokost… Marie havde mod på lidt mere fisk, så vi fandt den lille restaurant La Pentola d’Oro. Det så ud til at være en familierestaurant. 2 piger tog imod og den ældste af dem talte fint engelsk. Hun tog imod vores bestilling og der gik ikke længe før moderen (formoder jeg, at det var) kom ind i restauranten, for at se på vores uldtrøjer fra Færøerne. Dem var hun begejstret for.
Marie fik en fiske risotto og jeg valgte for en gang skyld en god bøf, der var fin mør. Men der blev ikke serveret meget til bøffen, så jeg satte det friske brød til livs sammen med. Italienerne har jo dette sjove system med at man skal bestille en appetizer (antipasti), en første ret (primi piatti), en hovedret (secondi piatti) og en dessert. Det har vi jo prøvet en gang på turen og vi var ved at revne. Så dagens menu var helt perfekt - selv om en enkelt bagt kartoffel ikke havde været at foragte :)
Som sædvanligt blev restauranten næsten fyldt, mens vi sad der. Vi har åbenbart en god timing for, at komme forholdsvis tidligt til fadet, før alle de lokale går ud at spise. Lige efter os kom der 4 unge mennesker på vores børns alder. Det var dejligt at se, at de nød at gå ud at spise sammen :)
Tilbage til ismanden. Han var ved at åbne, så Marie mente, at det skulle han have fred til. Så vi gik en tur i den gamle bydel af Tropea. Det mest ophidsende ved den del af byen var placeringen ved havet. Den gamle by ligger højt placeret over selve stranden og vi kunne se bilerne køre nede ved stranden pænt langt nede. Foran den gamle bydel var der et par høje “øer”, der var lige så høje som det fundament, som den gamle bydel er placeret på. Det var lidt specielt at se på, På den ene “ø” var der placeret en borglignende bygning, som så ud til at være fint vedligeholdt.
Solen bagte dejligt og når vi fandt læ for vinden, var det temmelig dejligt!
Ismanden måtte være klar nu, så vi gik tilbage til ham. Det var en ældre herre, der lød til at være en værre spasmager. Han er en kendt ismager og har vundet mange priser. Om sommeren laver han bl.a. is med tun og pølser i. Han forklarede på nogenlunde engelsk, hvad ingredienser der var i de 10 forskellige is, han havde i montren. Ismanden havde vundet mange priser og lavede bl.a. is med tun eller pølser. Vi bestilte begge et bæger med 3 is og satte os udenfor, for at spise dem. Indenfor havde ismanden besøg af 2 ældre herrer og de havde travlt med at høre en fodboldreportage i radioen.
Isen smagte rigtig godt. Det var tydeligt, at her var tale om et rigtigt håndværksarbejde. Så snart vi rejste os, for at gå, flåede ismanden døren op, for at sige pænt farvel og rydde vores isbægre væk.
Tilbage til bilen, for at fortsætte turen sydpå. Næste punkt på turen var en plads, hvor vi kunne få tømt toilet. Erfaringen viser, at det skal man gøre så ofte, som det er muligt. Der er ikke noget mere irriterende, end at køre rundt med et toilet, som man ikke kan bruge. Ved San Ferdinando skulle der være en gratis parkeringsplads, hvor man kunne få tømt også. Det var ikke nogen stor omvej til færgen mod Sicilien, så vi kørte efter San Fernando. Turen var fin og der var nok at se på i det bakkede landskab. Vejene var fortsat ikke supergode. Der var mange huller i vejen og Marie havde nok at gøre, med at holde godt øje.
Pladsen ved San Fernando viste sig at være gemt ved siden af en Esso servicestation. Camperpladsen så ud til at være lukket. Her flød med affald og alt så meget lidt indbydende ud. Selve tømmestedet var næsten fyldt op med affald også, så det kunne være svært at se, hvor man skulle tømme. Op i røven med det, tænkte jeg. De må se at få ryddet op eller lukket for området. Så jeg tømte toilettet ned i renden med tomme plasticflasker og noget, som så ud til at være skruen til et skib! Fy for en gal bankebæ!
Efter en hurtig rådslagning blev vi enige om, at vi ville finde en overnatningsplads på det Italienske fastland og så tage færgen over i morgen. Jeg fandt et sted, som jeg mente var et godt bud. Det første sted hed Lido de Palmi. Vi kørte hertil og blev undervejs noget overrasket over, hvor meget skidt og affald, der flød i vejsiden. Der blev åbenbart ikke gjort meget ud af at holde området rent. Det så forfærdentlig ud!
Camperpladsen lå helt ned til vandet og den var lukket, selv om vores camper app proklamerede, at der var åbent hele året. Så havde vi 2 muligheder. Enten skulle vi køre en lille time mod syd til den næste plads eller køre 6 km. mod nord til en anden camperplads, der også skulle være åben. Det blev den sidste mulighed, for det var ved at blive mørkt. I Giaio Tauro fandt vi frem til endnu en camperplads, der var lukket. Træls, når dataene på camper app’en ikke er opdateret!
Vi kunne vælge at parkere lige uden for camperpladsens port, men området så ikke særlig indbydende ud, så vi valgte at køre til et nærliggende supermarked Eurospin, hvor Marie fandt en fin plads aller bagerst bag ved supermarkedet.
Vi gik ind, for at handle lidt i supermarkedet og straks, da vi var kommet ud igen, var der en vagt, der henvendte sig, for at fortælle, at vi ikke måtte overnatte på parkeringspladsen. For dælens da også. Nogle dage er det ikke særlig let, at finde en parkeringsplads!
Vagten var dog yderst sød og rar og han var næsten ked af, at han skulle jage os væk. Han forstod ikke engelsk men prøvede at kalde på en anden medarbejder, der måske kunne hjælpe. Det lykkedes heller ikke og vi lovede ham, at vi nok skulle køre igen.
Få minutter senere kom han tilbage. Han havde fundet en fyr, der kunne tale engelsk. Han foreslog, at vi kørte ned til havnen i byen, hvor der var gratis parkeringspladser. Han ville endda gerne vise os derned, så snart han havde fri. De var begge yderst venlige og søde. Da de hørte, at vi var fra Danmark, blev de helt benbovet.
GPS’en blev sat mod det, der forhåbentlig skulle være dagens sidste destination. En parkeringsplads tæt på havnen. Trafikken var intens på denne tid af dagen, så ud over den ujævne og hullede vej, skulle Marie også holde øje med de andre (mange) biler.
Vi nåede ned til en helt tom parkeringsplads helt ned til vandet. Hvad fanden er der gået galt her, tænkte jeg. Vi kørte ind og parkerede. NU skulle vi ikke længere i dag.
2 glas halvlunkne hvidvin kom på bordet og vi slappede lidt af, inden Marie kastede sig over aftensmaden. En enkelt mørklødet mand bankede forsigtigt på døren til camperen, for at tigge lidt penge, men Marie var fast i kødet. Det går ikke, at give dem penge, for der kan være mange af dem. Det havde hun sikkert ret i, så vi afslog høfligt.
Omkring os gled trafikken i en lind strøm. Heldigvis var der nogle bump på vejen, så der blev kørt meget langsomt.
Aftensmaden bestod af broccoli, kylling og ost. Det smagte fortræffeligt.
Jeg forsøgte at læse af Frederiks bog efter maden, men jeg havde svært ved at finde kontrasten mellem papiret og bogstaverne, der flød ud. Så det måtte vi opgive. Trætheden begyndte også at melde sig, så vi tørnede ind.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |