| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Vi havde begge sovet lidt dårligt i nat. Den sidste del af gårsdagens køretur gik gennem et område, hvor der flød med affald overalt. Det lignede det rene slum. Parkeringspladsen, som vi var havnet på, så pænt tilgroet ud og det, at der bankede nogen på vores camper - det var måske ikke med til at øge trygheden. Men intet skete. Det havde været fredeligt. Så det var nok igen det med bekymringerne, der kan holde dig vågen.
Vi vågnede op til en solskinsdag og jeg gik til nærmeste købmand, for at købe et dejligt brød. Det med at bage brød - det kan de altså de Italienere. Brødene ser ud til at være bagt i en stenovn eller over åben ild. Brødet har en god crunchy skorpe.
Til gengæld bekræftede turen til købmanden, at Gioia Tauro er en miserabel by i et miserabelt og forsømt område, dette sydligste område i det Italienske fastland. Husene så elendige ud, masser af affald alle steder og vejene havde om end større huller, end vi tidligere har set. Man skal godtnok passe på, når man triller ud på de mindre veje i Italien generelt - men i det sydlige Italien specielt.
Brødet smagte super og vi guffede godt i os. Gik en ultrakort lille tur ned til vandet, som vi holdt lige ved siden af. Så var det ellers afsted mod motorvej E45 og porten til Sicilien. Nu skulle det være. Med under 70 km. tilbage, var der ikke flere undskyldninger for at udskyde færgeoverfarten længere.
De sidste mange kilometer ned mod Villa San Giovanni gik gennem et hav af tuneller. Nogle var fint oplyste andre virkede som sort som kul at køre ind i. Heldigvis havde Marie ikke de samme synsmæssige problemer, så havde det stået skidt til. I korte glimt mellem tunnellerne kunne vi se, at vi var pænt højt oppe i bjergene. “Vores” hovedvej SS18 kunne anes langt nede ved kysten.
Sidst på formiddagen trillede vi ned på havnen ved Villa San Giovanni. Det var lidt forvirrende nede ved havnen og vi endte ved et rederi, der hed Bluferries. Det var ikke det rederi, jeg havde læst om, men inden vi fik set efter en vej ud fra området og videre til Caronte & Tourist rederiet, kom en “vejviser” hen til os og fortalte, hvilken bane, vi skulle køre ind i. Jeg spurgte ham, hvad priserne for overfarten var. Det kunne han ikke svare på. Han henviste til billetkontoret.
Det viste sig, at vi havde fundet et billigere rederi. Vi sparede godt 10 euro på overfarten, der for en returbillet kostede os 91 euro. Det var også værd at tage med, hvis ellers det ikke var en simpel tømmerflåde, der skulle fragte os over. Ved siden af os holdt adskillige lastvognstog, så mon ikke det gik.
En god halv time senere begyndte de at fylde færgen med biler. Vi kørte ombord i en topmoderne - eller i hvert fald meget velholdt - bilfærge. Her var masser af plads og indenfor i salongen var der rigtig mange stole.
Så tog vi afsked med det Italienske fastland og var nu heller ikke længere landfast med Danmark, sagde Marie. Jeg mente, at det problem havde vi allerede, når vi kørte over til Fyn. Overfarten tog en god halv time og vi sejlede i land ved Tremestieri.
Hvis det var kaotisk på havnen på den anden side, så var det helt galt her på Sicilien. Der holdt biler alle vegne og ingen skilte indikerede, hvilken vej, vi skulle køre. Vores plan var at følge en hovedvej SS114 mod syd til en parkeringsplads, hvor vi kunne holde helt ned til vandet. Men i kaosset valgte vi at følge strømmen og den førte os op på motorvejen, hvor vi så valgte at køre mod Catania. Snart nåede vi en betalingssluse, hvor vi skulle tage en billet. Så gik det igennem et hav af tunneller igen og vi kørte et pænt langt stykke vej, før den første afkørsel dukkede op ved Roccalumera. Vi kørte fra og betalte 1 1/2 euro. Det var til at komme over. Hurtigt fandt vi frem til vores hovedvej SS114 og tilbage mod vores parkeringsplads.
Det var ikke gået så galt med motorvejen og vi var forholdsvis tæt på parkeringspladsen, som vi hurtigt nåede til. Der holdt ingen biler og vi kunne køre helt ned, så vi havde direkte udsigt over stranden og vandet - og det Italienske fastland i horisonten.
Vi sad næsten som forstenet og kiggede på de meget kraftige dønninger i vandet. Det var ikke megahøje bølger, der kom ind, men bølgerne kravlede alligevel op og det gav en meget kraftig brusen. En dyb lyd som om det tordnede. Det skulle sikkert nok blive godt at sove til.
En kold øl senere fik vi lidt sent frokost. Mere af det friske brød med pølse, tomater og ost til. Det er simpelt, men det smager vildt godt. Der er ingen grund til at gøre tingene mere komplicerede :)
Jeg tog en lille powernap, for at prøve af, om det nu var godt at sove til bølgerne. Det virkede fint. Marie strikkede lidt og kiggede lidt på PC. Mon ikke også hun nåede at spille lidt på mobilen den slyngel…
Så havde vi appetit til at gå en lille tur i byen, som udgør den sydligste del af Ali Terme. Google Maps lovede ikke meget og det holdt fint. Et supermarked lige over for vores parkeringsplads var lukket (siesta), en nærliggende bar så også lukket ud, en lille blomsterhandel en gade op i byen var dog åben. Det var bageren også lidt længere henne af gaden (faktisk lige bag vores parkeringsplads - blot en gade længere oppe).
Vi kiggede ind. Lige inden for døren sad en dame, som Marie troede var en gæst - men som viste sig at være ekspedienten i bageriet - sikkert fruen af huset. Bageriet lavede også frisk pasta - det skulle vi altså have en portion af. Og et par kager. Jeg ville hjælpe fruen med at vise, hvor meget pasta, vi skulle have og slog “200” ind på min lommeregner på telefonen. Jeg ved ikke, om hun regnede med, at jeg ville bestille pasta for 200 euro. Hun så ud som om hun aldrig havde set en telefon før - og hentede så et papskilt, hvor jeg kunne se, at pastaen kostede 4 euro pr. kilo. Det med vægten klarede hun til gengæld på den måde, at der skulle en håndfuld pasta til hver person. Så var det bare hjemad igen, for at drikke kaffe og spise de 2 kager, vi havde købt. De smagte meget tilforladeligt.
Jeg gik ombord i at skrive lidt dagbog, indtil Marie begyndte at røre lidt på sig i forsæderne, som efterhånden er blevet hendes stamplads. Her kan hun sidde med fødderne oppe og en dyne over sig.
Det var købmanden på den anden side af gaden, der trak. Der var åbent og vi måtte hellere inspicere lokalerne. Det var som sædvanligt et yderst velassorteret supermarked. Deres delikatesseafdeling var simpelthen formidabel flot. En måske 20 meter lang montre med alt, hvad hjertet begærer af kød, fisk og ost. Hver gang vi ser disse fine delikatesseafdelinger, der findes i alle købmandsbutikker - store som små - så tænker vi, at dem kunne vi godt have i Danmark også. Det ser så lækkert ud og man kan få lige nøjagtig de mængder, man har brug for. Ikke noget med at købe 200 kilo kød til en formidabel rabatpris, når man nu ikke har brug for de mængder. Ud med alle de store supermarkeder og deres store plastic- og flamenco inferno af emballage. Ind med et stykke papir med nøjagtig det, du skal bruge!
Jeg fandt en siciliansk rødvin fra Rapitala, der var sat ned til omkring 3,50 euro. Den måtte vi fluks hjem og have på bordet.
Vejrudsigten havde lovet regn i eftermiddag og da vi kom ud fra supermarkedet virkede det, som der var lidt vand i luften. Men umiddelbart blev det derved. Vinen smagte fint og vi nød udsigten ud over vandet, til vi kun kunne se den hvide stribe fra bræmmingen. Lyden varede til gengæld ved.
En af dagens vigtige beslutninger trængte sig på. Hvad skulle vi bruge den friske pasta til. I mit hoved var der noget kyllig til overs fra den anden dag, som snart skulle spises. Marie mente, at det ville være på sin plads med carbonara. Det lød som en superplan og jeg kastede mig over madlavningen.
Carbonara er så let en ret at lave - og så velsmagende. Der er kun lidt baconterninger med masser af frisk knust peber, en gang pasta og et par æg, rørt sammen. Det hele blandes og ægget må ikke blive helt stiv. Så er maden klar!
Jeg læste lidt af Frederiks bog efter aftensmaden. Det gik lettere med at fange bogstaverne i det svage lys i aften.
Ved 21:20-tiden var jeg træt og tørnede ind. Om det var trætheden eller den monotone lyd fra bølgernes brusen, der lullede mig i søvn, fandt jeg aldrig ud af.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |